Tofteskolen i Helsinge skal bygges om til små, billige boliger.

Når elever og lærere rykker ud af Tofteskolen i Helsinge efter juleferien for at indtage den nybyggede Nordstjerneskolen, kommer det gamle skoleområde ikke til at stå tomt som frygtet.

Gribskov Kommune har solgt Tofteskolen til lokale investorer, der vil bygge små og forholdsvis billige boliger, skriver Frederiksborg Amts Avis.

På den måde håber man på at kunne tiltrække børnefamilier.

- Vores intention er at omdanne området til boliger. Hensigten er, at boligerne skal være til at betale for almindelige familier. Vi mener, det er det, Helsinge har brug for, og det, der er et marked for, siger Peter Lindholm Sørensen fra Tegnestuen Møllestræde i Hillerød, der er rådgiver for bygherren.

Boligerne vil blive bygget i etaper, lyder det fra rådgiveren, der ikke vil sætte antal på. Men ifølge borgmester Jan Ferdinandsen kan der blive bygget op til 35 boliger på området.

- Som borgmester er jeg utrolig positiv over for, at der måske vil komme omtrent 35 små boliger på 120-140 kvadratmeter på 700 kvadratmeter parceller. Der kan vi få en masse til at flytte ind, blandt andet yngre familier, der har råd til den type boliger. Det vil kunne skabe noget liv i Helsinge, siger han.

Konsortiet med titlen Skovgårds Have Aps er kun i den spæde fase af planlægningen og arbejder nu sammen med kommunen om at lave en lokalplan for området. Den vil formentlig først være færdig til foråret, hvor konsortiet så kan gå i gang med at se på byggeriet og vurdere, hvor meget af skolen, der skal rives ned.

BNB