Helmuth Leif Rasmussen begraver sit hoved i hænderne og lader fingrene rulle hen over den skaldede isse.
»Hvad er det, de vil sigte mig for? Hvad er det, jeg har gjort forkert?,« fremstammer han. Bag brillerne spejder de blå øjne nervøst mod stueloftet i lejligheden i hovedstadsområdet, hvor Berlingske har opsøgt ham.
Undervejs stiller han flere spørgsmål, end han giver svar.
Den 90-årige Helmuth Leif Rasmussen er netop blevet konfronteret med det faktum, at verdens førende nazijæger, Efraim Zuroff, er på vej til Danmark i et forsøg på at sætte gang i en retssag om krigsforbrydelser mod det tidligere medlem af Frikorps Danmark.
Allerede i efteråret konstaterede Helmuth Leif Rasmussen, at det ikke var alle, der var indstillet på at lade fortid være fortid.
Her konkluderede de to forfattere Therkel Stræde og Dennis Larsen i deres bog om Frikorps Danmark »En skole i vold«, at den dengang 17-årige mand som medlem af korpset var vagt i en jødelejr i Bobruisk i Hviderusland i 1943.
Ifølge bogen blev 1.400 jøder henrettet i lejren, og forfatterne dokumenterer, at de danske medlemmer af Frikorps Danmark var med til at bevogte lejren.
Helmuth Leif Rasmussen erkender at have været med i Frikorps Danmark og medgiver også, at han opholdt sig i den pågældende lejr i Hviderusland.
Men anklagen om, at han skulle have været vagt i lejren, afviser han pure.
»Vi var kun rekrutter. Vi var der for at blive uddannet til soldater, og det andet havde vi ikke noget med at gøre,« siger han og forsikrer, at han intet har eller havde imod jøder.
Helmuth Leif Rasmussen voksede op i et dysfunktionelt hjem, og som teenager flyttede han ind hos sin mormor. Da hun faldt og brækkede benet, blev han sendt videre til onklen, der var nazist.
»Så da jeg fyldte 17 år, syntes han selvfølgelig, at jeg skulle melde mig i Frikorps Danmark«.
Fortryder sin udtalelser
Efter kortere ophold i Sennheim i Tyskland og Treskau i Polen endte korpset i 1942 i en lejr ved Bobruisk i Hviderusland. Frikorpset var der for at modtage træning, siger Helmuth Leif Rasmussen og finder et stykke papir frem. Det lægger han på bordet i spisestuen og tegner en stor cirkel.
Det var i det område, korpsets medlemmer opholdt sig, og hvor de modtog kamptræning. I udkanten af cirklen tegner han en noget mindre cirkel. Her fandt henrettelserne af jøder sted – adskilt fra det område, hvor Frikorpsets medlemmer trænede og boede.
»Men det siger sig selv, at når man marcherede rundt som rekrut, kunne man ikke undgå at komme til at se det andet.«
I 1945, da krigen var overstået, afgav den nu 20-årige en forklaring til politiet. Af afhøringen fremgår det, at han under en vagtjeneste skulle have set flere jøder blive henrettet med nakkeskud.
»Jeg skulle aldrig have fortalt, at jeg så de grimme ting. Jeg tænkte ikke, at det kunne skade mig. Hvis du ser noget, tror du ikke, det skader dig. Man forestiller sig ikke, at fordi man fortæller, hvad man har set andre gøre og lave, at man så pludselig selv bliver en part i det.«
Helmuth Leif Rasmussen kalder det også forkert, at han skulle have marcheret rundt som vagt. Han oplyser, at han derimod lejlighedsvist havde tjansen som portvagt ved nogle af de indgange, der var til lejren.
»Jeg lyver sgu heller ikke. For det første kræver det en god hukommelse at kunne lyve, og det har jeg ikke. Jeg kan godt huske gamle ting, men hvis du spørger mig, hvad jeg lavede i går, kan jeg ikke huske det. Hvad dag er det nu i dag ... onsdag?«
Fredag er svaret. Samme dag, som Dansk Folkepartis Peter Skaarup kalder til et retsligt opgør med de danske nazister. Ordføreren har tidligere nævnt den 90-årige som en af dem, han gerne så i en vidneskranke. Selv forstår Helmuth Leif Larsen det ikke.
»Vi er jo blevet dømt én gang. Jeg har siddet indespærret i tre år. Og mens vi var af sted, kom O.C Mohr (chef for Udenrigsministeriet, red.) ned og fortalte, at vi gjorde Danmark en stor tjeneste ved at være af sted,« siger Helmuth Leif Rasmussen, der som de øvrige overlevende medlemmer af Frikorps Danmark blev idømt fængselstraffe, da man gjorde regnskabet op i efterkrigsårene.
»Jeg er så gammel nu. Hvorfor skulle jeg lyve? Jeg dør jo en naturlig død inden længe, jeg er altså 90 år,« siger Helmuth Leif Ramussen:
»Jeg ville ønske, at jeg ikke havde været med i det korps, men man kan jo ikke skrue tiden tilbage. Man kan ikke gøre det om.«
