Bornholms nye hurtigfærge bliver opkaldt efter Christian den 4's datter Leonora Christina. Det ligger fast efter en afstemning, hvor 9.340 personer har afgivet deres stemme, og som sluttede i fredags.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Resultatet af afstemningen er blevet offentliggjort mandag middag. Over 50 procent af de, der har stemt, har stemt på Leonora Christina, oplyser TV2 Bornholm.

Dermed skal skibsmaleren på solskinsøen ikke i arbejde i den her omgang. For færgen er for kort tid siden løbet af stablen på værftet i Australien. Og allerede da var kongedatterens navn malet på stævn og agter.

Imidlertid rejste der sig en massiv protest fra modstandere, der mente at Leonora Christina er landsforrædder på grund af sit ægteskab med Corfitz Uldfeldt, der sad med på svenskernes side, da Roskildefreden blev indgået, og Danmark måtte afstå Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm.

Afstemningen var udskrevet af rederiet BornholmerFærgen, efter protesterne kom frem. Men nu har et flertal altså afgjort at færgens navn skal bibeholdes som oprindeligt foreslået.

Leonora Christina fik 50,22 procent af de i alt 9340 stemmer. Navnet Marie Kofoed blev nummer to blandt de fem navneforslag med 27,88 procent af stemmerne. Kronprinsesse Mary fik 18,46 procent, Gertrud Vasegård fik 2,14 procent og Anne Boel fik 1,30 procent af stemmerne.

Færgen skal sejle på ruten Ystad-Rønne, og oprindeligt var det meningen, at den skulle indsættes i forbindelse med vintersejlplanen den 1. september. Men skibsbyggerne på Austalværftet i Australien har været hurtigere end forventet, så færgen bliver formentlig taget i brug midt i juni.