NATO-soldater skamskyder forsøgs-grise i Jægerspris

Dyreværnsorganisationen PETA har klaget til den danske forsvarsminister Nick Hækkerup over nogle grusomme dyreforsøg på grise, som udføres af NATO-soldater i et træningsområde i Jægerspris ved København. PETA kræver forsøgene stoppet

Først bliver der tegnet målskiver på de 18 grise i NATO's træningsområde i Jægerspris. Herefter skyder NATO-soldater og soldater fra specialstyrker  til måls efter grisene, hvorefter de bliver brugt til forsøgsoperationer, så kirurger kan øve sig på grisene.

Efter at være blevet skamskudt, bliver grisene holdt i live i timevis af kirurger, der bruger grisene til forsøgsoperationer - efter operationerne bliver grisene aflivet.

Hos det britiske forsvar går øvelsen under navnet 'Danish Bacon'. I England har forsøgene vakt stor opsigt i medierne.

Forsøgene foregik ifølge et brev fra PETA til den danske forsvarsminister Nick Hækkerup, som bt.dk har fået en kopi af, senest fra den 6. til den 8. november i Jægerspris.

PETA har protesteret til det britiske forsvarsministerium over forsøgene, men også til  Nick Hækkerup.

- Vi anmoder respektfuldt om at Danmark stopper med at bruge levende dyr til forsøg angående sår-traumer (tissue-trauma, red.), skriver PETA blandt andet i brevet til Nick Hækkerup