Islam bevæger sig i en dybt bekymrende retning, og jeg vil ikke se passivt til, selvom mørkemændene hader mit budskab

Røvslikker. Luder. Idiot. Klaphat. Føj selv flere til – skældsordene findes helt sikkert i min indbakke. Min forbrydelse: Jeg sagde, at jeg mener, muslimer har et medansvar for terror.

Mange, der skriver sådan til mig, har næppe læst mere end overskriften. For selvfølgelig vil jeg ikke drage uskyldige mennesker til ansvar for andres voldelige ugerninger. Når jeg alligevel skriver sådan, så er det fordi, jeg ser en sammenhæng mellem islams deroute og moderate muslimers passitivitet. Jeg har et oprigtigt ønske om, at islam skal forandres, så den kan gå fra at være krigens religion, som den efterhånden er blevet, til den fredens religion, som jeg også ser, at den har potentiale til at være.

Ja, der er flere fredelige muslimer i verden, end der er krigeriske. Men det er de krigeriske, der får mere og mere indflydelse og dominerer billedet af islam. Og ja, islam var en mere fredelig religion i 1930erne, 40erne, 50erne og 60erne. Før den moderne islamistiske ideologi kom på fremmarch i slutning af 1960erne. Når jeg taler om, at islam har brug for en reformation, så er det ikke en politisk dagsorden. Jeg talte også om det, da jeg var ude af politik.

Islam er i dyb, dyb krise, og jeg er meget bekymret for udviklingen. Hvis det her vanvid bliver ved, hvor vi i Vesten skal til at vænne os til, at der med jævne mellemrum sker en ny variant af terror mod tilfældige mennesker i europæiske storbyer udført af en jihadist, der råber ‘Allahu akbar’, så frygter jeg, at flere tyr til selvtægt, og at vi inden for en ikke alt for lang årrække kan få borgerkrigslignende tilstande i Europa.

Når jeg gang på gang opfordrer moderate muslimer til at tage afstand til terror, så er det ikke et forsøg på at placere skyld og ansvar for ugerningerne hos uskyldige muslimer. Men det er en opfordring til at tage ansvar for, hvordan islam udleves i verden, hvor islamister i stigende grad tegner et billede af en voldelig islam, som bruges til at legitimere terror. Det skal vi tage dødalvorligt.

Det er også muslimers børn, der ikke bare er i fare for at blive ramt af terroren, deres børn er også i fare for at blive radikaliserede. Vi ser allerede nu, at også børn af moderate muslimer søger ind i de radikaliserede miljøer – som en ny form for teenageoprør.

Vi må og skal tage et kritisk opgør med de dele af islam, der kan tolkes som, at de legitimerer terror, vold og vanvid. Med Luther blev kristendommen reformeret af de kristne selv; det var ikke jøder, der gjorde det. Hvis ikke vi muslimer skal reformere islam, hvem skal så?

Religion er, hvad de religiøse gør den til. Det er et dogme i religionsvidenskaben. Jeg er kulturmuslim, og jeg deler religion med nogle vanvittige voldspsykopater, der myrder og massakrerer med Koranen i hånden, og det er dét, jeg forsøger at gøre noget ved.

Jeg får konstant at vide, at jeg splitter det danske samfund og går den yderste højrefløjs ærinde, og jeg får dagligt hademail og bliver kaldt de værste ting. Gud skal vide, at jeg ikke klynker over det, men det er dybt frustrerende, at folk ikke forstår, at også min vision er en bedre verden. Jeg er dybt bekymret for mine børns fremtid, og jeg vil ikke se passivt til, mens jeg ser på, at vores fremtid og især islam bevæger sig i en helt forkert retning.