Vi fik alligevel ikke ret meget af den sne, meteorologerne havde advaret om - især på Sjælland. Til gengæld er der god grund til at køre forsigtigt. Det kan nemlig sagtens være glat.

Det blev alligevel ikke det trafikale morgenkaos, nogle af os havde frygtet, da vi gik i seng tirsdag aften.

I stedet for de frygtede snedriver på fortovet og ufremkommelige indkørsler, var det våde fliser og klamme græsplæner, mange af os så, da vi stak hovedet ud af vinduet tidligt onsdag morgen.

»Det blev heldigvis ikke så slemt, som det så ud til på nogle af forudsigelserne. Vores prognoser var meget usikre, og det var en svær situation at forudsige.«

Det siger vagthavende meteorolog Mette Wagner og tilføjer, at nedbøren de fleste steder faldt som slud og regn.

»Men det ser ikke ud af meget, det gør det ikke,« siger hun.

Onsdag morgen kan der være lidt sne i vejrabatterne i Nordsjælland og på Midtsjælland, men regn vil sørger for, at det hurtigt forsvinder igen.

Men selv om du ikke er stået op til kaos i myldretiden, så tag den lige med ro alligevel. Vejene kan nemlig sagtens være glatte alligevel. Især i Nordsjælland.

Hører du til dem, der mener, at vinter er noget med sne, vanter, lange underhyler og temperaturer under frysepunktet, så kan du se frem til weekenden. Det, der for nogle er starten på vinterferien, begynder nemlig med lidt køligere temperaturer og lidt hvidt hist og her.

»Vi går lidt køligere dage i møde omkring weekenden, og der kommer nogle byger af og til, som godt kan have lidt hvidt med. Men det bliver ikke rigtig koldt. Men det dufter da lidt af rigtig vinter,« siger Mette Wagner og tilføjer, at morgenfriske bilister så igen skal være opmærksomme. Fugtige vejbaner fryser nemlig om natten, og det kan gøre kørebanerne glatte.