Bag de nedrullede persienner i udkanten af Valby bor en af Danmarks mest omtalte mænd. Den såkaldte ’tys-tys-kilde’ er siden BTs afsløringer i Se og Hør-skandalen gået under jorden.

BH besvarer ikke henvendelser og gemmer sig efter alt at dømme ikke længere bag andelsforeningens røde mure. Alligevel er det den 45-årige it-specialist, der i øjeblikket er samtale-emnet blandt beboerne. Her kender man ham udelukkende som en ’helt almindelig fyr’.

- Han var en stille og rolig nabo, som ikke fik særligt mange besøgende. Men han kom altid til gårdfesterne og hyggede sig med os andre, siger en beboer, der ikke ønsker at stå frem.

Naboer holder sammen

Den 45-årige mand blev landskendt som ’tys-tys-kilden’, da BT kunne afsløre, at han er mistænkt for i 2008-2012 systematisk at have lækket kendtes og kongeliges kreditkortoplysninger til Se og Hør. Oplysninger han havde adgang til i kraft af sit arbejde som systemoperatør for Nets - det tidligere PBS.

Ved et besøg hos andelsforeningen i Valby står det hurtigt klart, at naboerne på stedet holder sammen. Derfor er det sparsomt, hvad beboerne vil fortælle om BH, som de fleste ved, hvem er.

Alligevel har de et godt bud på, hvorfor den helt almindelige nabo valgte at lække kreditkortoplysninger til Se og Hør.

- Han var meget fascineret af de kendte, lyder teorien i hvert fald fra en af beboerne.

Op til seks års fængsel

En ansat i ugebladsbranchen har flere gange mødt ’tys-tys-kilden’ ved festlige lejligheder. Han beskriver ham som ’en flink og snakkesalig type’. Samtidig var den solbrune it-specialist en mand, der blev lagt mærke til, fordi han var iført farverigt og spraglet tøj. Ifølge kilden lignede han mere ’en festabe end prototypen på en it-specialist’.

Privat var BH ofte i selskab med Se og Hør-journalist Kasper Denager Kopping, som ifølge oplysninger på Facebook flere gange har besøgt it-specialisten på hans adresse i Valby.

Ifølge straffeloven risikerer den 45-årige mand en straf på op til seks års fængsel. Han har allerede nu taget konsekvenserne af sine handlinger og slettet sine profiler på både Linkedin og Facebook, mens han opholder sig et ukendt sted.