Lisbeth Zornig Andersen fortalte på tv om sin barndoms rystende mareridt af seksuelle overgreb, begået af stedfaderen Jan. Det har sendt chokbølger gennem lokalsamfundet, hvor Jan bor.

På symbolsk vis dominerede mørke skyer og kraftig vind fredag eftermiddag den del af Lolland Falster, hvor børnerådsformand Lisbeth Zornig Andersen som barn gennemlevede et sandt mareridt af seksuelle overgreb, begået af stedfaderen Jan.

Det urolige vejr havde forplantet sig i det lille lokalsamfund, hvor naboerne var præget af chok.

Især for Herluf og Merete Lem har Lisbeth Zornig Andersens historie, som blev oprullet på DR torsdag, været en rystende fortælling.

Parret har de sidste 37 år boet knap 40 meter fra Lisbeths tidligere stedfar Jan og var dermed yderst tæt på begivenhederne, da Lisbeth Zornig Andersen og hendes familie levede i daglig vold og svigt. Da BT fredag besøgte parret, var de tydeligt påvirkede af torsdagens barske udsendelse.

- For mig er det simpelthen uforståeligt. Det kommer helt bag på mig, Vi har aldrig haft mistanke til, at han var voldelig, siger Herluf Lem og sender sin kone Merete et blik, der spørger ’har du’? Efter lidt betænkningstid hæver hun blikket fra stuebordet og ser over på sin mand.

- Vi har aldrig hørt skrig eller noget derovre fra. Man fatter jo ikke, at man har boet ved siden af sådan en voldelig mand, siger Merete Lem, mens hun ryster på hovedet.

Gemte sig

Hovedpersonen selv så rystet ud, da BT gik ind i hans baghave og forsøgte at få ham i tale.

Han gemte sig straks bag sin halvt åbne dør, før han kortfattet sagde ’det har jeg har ingen kommentar til’.

Herefter blev døren smækket i, og han forsvandt ind i sit mørke hus med hastige skridt.

BT mødte fredag flere kilder i lokalområdet, der har levet side om side med Jan i årtier. Fælles for dem var, at de havde svært ved at forstå, at ’den gamle’ var den samme mand, der i ’Min barndom i helvede’ portrætteres som en voldelig sexforbryder, der har udøvet massive svigt.

- Jan har altid været meget indesluttet og holdt sig for sig selv. Men han har altid hilst pænt, når han kører forbi på sin scooter. Han er typen, der aldrig kommer til byfesterne, men alligevel betaler til sammenskudsgilder. Vi har aldrig rigtig snakket så meget med ham - vi kender ham faktisk ikke. Men at han skulle være en farlig mand, det har vi aldrig haft mistanke om, siger Herluf Lem.

’Han er altid flink’

Heller ikke på den anden side af vejen giver beskrivelsen af Jan som voldsbøddel mening. Her har Benno og Karin Rasmussen boet i syv år og har aldrig mærket noget negativt til Jan.

Da BT kører ind i indkørslen, står de begge og er ved at vaske bil. De hilser velkommen og begynder straks at afdramatisere den spænding, som udsendelsen kunne have skabt.

- Vi er da selvfølgelig chokerede, men jeg kan sige det sådan her: vi har tre døtre, og vi er på ingen måde bange for, at han skal gøre dem noget. Han virker jo harmløs.

Vi kalder ham bare ’den gamle’. Vi opdagede det først, da vi pludselig så vores heste og hus på tv. Han er altid flink og hilser, når vi går forbi. Han er overhovedet ikke skræmmende, fortæller Karin Rasmussen.

De seneste dages virvar omkring filmen har betydet, at lokale arbejdspladser, supermarkeder og værtshuse er eksploderet med snakken om Jan.

Mange spekulerer på, om de kunne have gjort noget for at hjælpe, men hos de lokale, som BT har talt med, er konklusionen den samme: det var simpelt hen umuligt.

- Jeg er rystet over, at der er foregået sådan noget inde ved siden af lige under næsen på os. Og jeg har da tænkt på, hvad det var, som vi ikke så? Hvis vi havde kendt den virkelige situation derinde, havde vi helt sikkert sat ind over for det, siger Herluf Lem.