Et højt og ulovligt gitterhegn, sat op af Folketinget, vækker nu harme hos en stor gruppe beboere i København.

Folketinget har sat det 2,6 meter høje hegn op i en københavnsk baggård, så folketingspolitikerne fra provinsen kan være i fred i det totalt nyistandsatte såkaldte politikerhotel bag ved Glyptoteket i det indre København.

Isoleret set er hegnet 2,2 meter højt og derfor i overensstemmelse med de gældende regler for højden på hegn i skel. Men på grund af en niveauforskel mellem matriklerne på 40 cm - som Folketingets håndværkere har løst ved at støbe hegnet i en stor betonklods - så er hegn plus beton 2,6 meter højt set fra nabomatriklen. Derfor er det ulovligt.

»Hegnets højde skal måles fra naboens matrikel, og derfor er det sat op i strid med reglerne,« siger Steffen Mark Jensen, der er centerchef i Center for bygninger i Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning.

Bag opførelsen af hegnet står Folketingets Bygningssekretariat, og beboerne føler, at sekretariatet har tromlet hen over dem i sagen, hvor hegnet også står i vejen for deres plan om en stor fælles gårdhave.

»De har tromlet hen over os og trynet os. Det er sådan, vi føler det. Der har eksempelvis ikke været nogen nabohøring, og der har manglet dialog,« siger en af beboerne Gudrun Bierregaard, som også er medlem af gårdlavet.

Foto: © Uffe Weng
Vis mere

Hegnet står lige nu færdigbygget i den smalle gård, der omkranses af fire ejendomme i Anker Heegaards Gade, Rysenstensgade, Puggårdsgade og Niels Brocks Gade.

Og det er til stor gene for beboerne i de omgivende ejerlejligheder, der er organiseret i tre ejerforeninger.

»Det ligner jo et fængsel eller en elefantgård i Zoologisk Have. Det er meget grimt og skæmmer gården,« siger Frank Bøgh, der er formand for en af ejerforeningerne.

Hegn sat op under renovering

Problemerne skyldes, at Folketinget tilbage i 2013 købte en hel ejendom i Anker Heegaards Gade for 33,5 millioner kroner med det formål at sætte det hele i stand for yderligere 51,5 millioner kroner.

Det er i forbindelse med renoveringen, at hegnet er sat op for at adskille politikernes matrikel fra resten af gården.I

Derudover har Folketingets håndværkere bygget et ni meter langt skur klos op ad hegnet, som rager 2,8 meter op.

Folketingets beslutning om at sætte hegnet op har også ødelagt beboernes fremskredne planer om at lave en grønt fælleshave for hele gården, det såkaldte projekt ‘Grønne Gårde’.

Den skulle sikre, at den nedslidte gård blev åbnet og lavet til ét samlet gårdmiljø med træer, græsplæner, fuglekvidder og plads til, at børnene kan lege.

Plan umulige at gennemføre

Således satte Center for Bydesign i Københavns Kommune i 2014 gang i en såkaldt realitetsbehandling af ejerforeningernes ansøgning om en gårdsanering, som havde ligget i venteposition i seks år.

Men nu er beboernes oprindelige plan om en samlet løsning for gården umuliggjort af, at Folketingets Bygningssekretariat har sat det høje hegn op.

Ejerforeningerne troede ellers, at de havde en god dialog med chefen for Folketingets Bygningssekretariat Kasper Jacoby om projektet med at lave en stor fælles gård.

Det fremgår også af et referat fra et såkaldt ‘Grønne Gårde’-dialogmøde i juni 2014, hvor Kasper Jacoby var til stede som repræsentant for Folketinget.

På mødet forsikrede han beboerne om, at Folketinget ville være med i projektet.

’Det ligger Folketinget på sinde, at vi både får et smukt og funktionelt gårdmiljø og i processen fastholder en god dialog med de øvrige beboerforeninger’, sagde han til mødet ifølge referatet.

Desuden står der, at ’Folketingets matrikel skal indgå i den samlede gårdsaneringsplan’.

Men det er ikke sket, fortæller Frank Bøgh.

»Hegnet har været et diktat. Vi har måttet erfare, at Folketingets Byggesekretariat har ført nogle skinforhandlinger med os. De har sagt, hvad de troede, vi ville høre, og så ellers gjort, hvad der passer dem. Det eneste, vi har fået igennem, er, at det er blevet til et gitterhegn. Oprindeligt havde Folketinget planer om at sætte et træhegn op,« siger han.

Ejerforeningerne har fået at vide, at det høje hegn blandt andet er opført af sikkerhedsmæssige grunde, hvilket de opsatte kameraer også vidner om.

Folketinget: ’Vi udtaler os ikke om sikkerhed’

BT har forsøgt at få Pia Kjærsgaard - der er den øverst ansvarlige for Folketingets administration - i tale i sagen om det høje hegn og beboernes følelse af at være blevet trynet af Folketingets Bygningssekretariat. Men Pia Kjærsgaard henviser til Folketingets direktør Carsten U. Larsen. Han ønsker dog ikke at udtale sig om sagen.

Til gengæld har BT fået et skriftligt svar fra Folketingets sikkerheds- og beredskabschef Jacob Glahn, der skriver:

’Af principielle grunde så udtaler Folketinget sig ikke om forhold, der vedrører Folketingets og folketingsmedlemmernes sikkerhed’.