Videoen herover viser det sted, hvor en bil blev sat i brand kort tid efter skudepisoden.

Natten til mandag blev der affyret skud ved en Bandidos-rockerborg ved Stubbedamsvej i Helsingør. Ingen personer kom til skade.

Det bekræfter Nordsjællands Politi, der blev alarmeret klokken 4.22 natten til mandag.

Klik her og se mere tv på localeyes.dk

»Da vores patrulje kom ud til stedet, fandt de hylstre. Der blev affyret to skud, og et af skuddene ramte bygningen,« siger vagtchef Steffen Østergaard.

Nordsjællands Politi udelukker ikke, at skudepisoden er en udløber af bandekonflikten mellem LTF (Loyal To Familia, red.) og Bandidos i Vapnagård i sidste uge.

Her blev en 19-årig fløjet til Rigshospitalet, efter han var blevet tæsket i et større slagsmål i Helsingør-bydelen.

Ifølge sn.dk blev offeret, der har relation til bandemiljøet, tæsket til blods af en gruppe rockere iført Bandidos-veste. 20-30 personer var angiveligt involveret i slagsmålet.

Vækket af skuddene

En beboer på Stubbedamsvej blev vækket af de to skud, da de blev affyret mandag nat. Det fortæller beboeren til bt.dk.

»Jeg vågner cirka tyve minutter over fire, da jeg hører to skudlignende lyde. Og det er altså ikke lyde, man plejer at høre,« siger beboeren og fortsætter:

»Det, synes jeg, ikke hører nogen steder hjemme.«

Beboerene så ikke, hvor skuddene blev affyret, men hørte at de kom fra området ved krydset ved Stubbedamsvej og Flynderborgvej, hvor rockerborgen ligger.

»Det var først, da jeg stod op om morgenen, at jeg kunne se, at politiet og deres teknikere arbejdede henne i krydset og havde afspærret ved rockerborgen, at jeg vidste, det var sket derhenne,« siger beboeren.

Øget aktivitet i området

Udover skudepisoden har beboeren også lagt mærke til, at der har været øget aktivitet i området de seneste dage.

»Jeg synes, der har været øget sådan 'gassen op' i gaden. Men nu er det jo også sommer, så jeg ved ikke, om det er derfor, der er flere motorcykler på vejen,« siger beboeren.

Nattens skudepisode er ifølge beboeren at gå et langt stykke over stregen. Især fordi rockerborgen ligger tæt på to skoler.

»Jeg synes ikke, det er særlig betryggende. Jeg synes ikke, det hører hjemme i dagens Danmark. Det er tæt på to skoler. Det hører simpelthen ingen steder hjemme, og det skal vi ikke være en del af,« siger beboeren.

Politiet har afspærret området omkring Bandidos-borgen og er i gang med tekniske undersøgelser på stedet.

Omkring fem minutter efter skuddene blev affyret, blev en bil sat i brand ved Vestervang Kirke i Helsingør ikke langt fra rockerborgen.

Det er formentligt den bil, gerningsmanden eller gerningsmændene kørte i under skudepisoden, oplyser Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.

'Denne bil er brugsstjålet, og vi kan umiddelbart kæde den sammen med skyderiet,' skriver politiet.

Politiet har derfor også afspærret området omkring den brændende bil på Gurrevej i Helsingør.

VED DU NOGET? KONTAKT BT PÅ 1929@bt.dk