Kandis har ført os til Vestsjælland, hvor utrygheden over politiets manglende tilstedeværelse slår skår i landsby-idyllen
‘Take me home, country roads......’
Aldrende mænd med ben, der har danset brudevalsen flere gange, fører med et fast greb lillemor an på dansegulvet i Tømmerup Hallen, hvor Johnny Hansen og Kandis har kastet sig ud i John Denvers klassiker om længslen efter hjemstavnens tryghed, længslen efter at vende hjem til det gode liv på landet. Sådan ét som de har i Tømmerup udenfor Kalundborg, hvor blomstrende syrener, grøftekanter strøet med røde valmuer og drøvtyggende køer i meterhøjt græs indrammer dét, der ligner det idylliske landsbyliv.
Men det er også derude i udkanten af Danmark, hvor lyden af splintret glas kan få idyllen til at krakelere. Dérude, hvor man ved siden af sin seng har et baseball-bat og en peberspray. Og ved, at man kan blive nødt til at bruge det, hvis indbrudstyvene kommer uden for politiets åbningstid. Dérude, hvor politiet lukker kl. 16 på hverdage.
52-årige Lars Dandanell står udenfor Tømmerup Hallen og ryster på hovedet.
»Det er os, der altid bliver glemt, os, der er nødt til at klare os selv,« siger han, godt træt af, at politiet ikke er til at regne med.
Frustrationen er de ikke ene om i Kalundborg kommune. Ifølge en stor undersøgelse, som Gallup har udført for BT, mener hele 36 pct. af danskerne, at politiet ikke lever op til deres forventninger, at de - den dag hvor de virkelig har brug for lovens lange arm - ikke skal vente noget hjælp fra den side. Derfor føler mange, at de må ty til mere eller mindre lovlige hjælpemidler, der kan give dem den tryghed, som de higer efter.
Tallet overrasker ikke samfundsforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet.
For kodeordet for tryghed er ifølge ham synlighed.
»Billedligt talt er det den højere hastighed i samfundet - teknologien - der gør, at politiet i Aalborg kan løse problemer i Skagen. Og et resultat af den højere hastighed er, at kriminaliteten er faldet, og at opklaringsprocenten er blevet bedre. Men synligheds-elementet er forsvundet, politiet udgør ikke længere et afskrækkende element. Og det er, hvad borgerne forventer,« forklarer Johannes Andersen.
Geografisk er vi i Vestsjælland, en region, der virkelig har sit at slås med, og uden tvivl godt kunne have ønsket sig en anden form for ‘reklame’ end dén, der det seneste år har rettet et skånselsløst spotlys mod området. Dels i form af ‘Kundby-pigen’, dels præsten, der er sigtet for pædofili. Og som kom fra den idylliske landsby Tømmerup.
Skubber man de to sager tilside, står tilbage, at regionen på den alt for lange bane halter gevaldigt bagud i forhold til den generelle samfundsudvikling, og at området - ligesom Lolland - opsamler storbyernes ‘tabere’, som p.g.a. de lave huspriser kun har råd til at bosætte sig i yderområderne.
»Der bor sgu kun rednecks herude,« kommer det kontant fra Peter Madsen, når han skal beskrive egnens indbyggere. Som han selv er én af.
Han læner sig ind over det lange bord i Tømmerup Hallen, som forlængst er blevet ryddet for de sidste rester aftenens festmenu, og nu er fyldt med øl og vinglas, cola og Mokai-Cult flasker. Og en kaffekande hist og pist. Han griner:
»Folk ser underlige ud, opfører sig underligt. Men husk, at det er dem, der sørger for, at I andre får morgenbrød og leverpostej på bordet,« siger han med reference til to af regionens store arbejdspladser.
Andre siger, at ‘enten arbejder man på Novo Nordisk, eller som lastbilchauffør eller pædagog. Det er de muligheder, der er’.
Netop Novo Nordisk er en stor spiller på egnen. Og én, som kunne løfte Vestsjælland ud af dyndet.
Det er i Kalundborg, at virksomheden bl.a. producerer insulin til hele verden i en fabrikshal, der har et areal på én mio. m2. P.t. er iværksat enorme investeringer og udvidelser, der kan sætte endnu mere gang i hjulene, skabe jobvækst og tiltrække nye ressourcestærke borgere til området.
Men netop hjulene er et problem. Et stort problem, som Novo Nordisk har kæmpet med i mange år. For landevejen til og fra området byder på daglige udfordringer i form af kødannelser og farlige situationer, der kan opstå, når de smalle veje skal deles med bl.a. landmænd og deres mejetærskere eller traktorer.
Så Novo Nordisk har brug for en motorvej, og sådan én er der ikke. Selv om den indgår i regeringens 2025 plan, er der ikke flertal for den.
Men nogle, der til gengæld nyder godt af regionens trafikforhold, er indbrudstyvene. For selv hvis de bliver taget på fersk gerning, tager det ofte 45 minutter, før politiet overhovedet kan være på pletten.
De kommer nemlig langvejs fra.
29-årige Janni Hoffmann er én af dem, der pænt har måttet vente på politiet. To gange inden for et år.
Vi har for en stund forladt Kandis og Tømmerup, og er kørt nogle få kilometer østpå til den lille stationsby Svebøllle, hvor Janni Hoffmann bor med sin mand og deres to børn på ni og 12. Denne lørdag eftermiddag er hun ved at luge ukrudt i haven. Men for et par måneder siden måtte den store fejekost frem.
»Sidste gang knuste de ruden i havedøren, forrige gang var det kælderdøren, der var sparket i splinter. Det er ubehageligt og utrygt, at der har været andre inde i ens hjem, og man ikke aner, om det er én, man også møder nede i Brugsen.
Når man også har børn, kan man godt blive ekstremt bange, for det er som om, at indbrudstyvene bliver grovere og grovere, og er ligeglade med, om folk er hjemme,« siger den unge mor, og ryster bekymrende på hovedet.
Begge gange har hun oplevet politiet som både søde og rare, da de endelig kom.
»De gør dét, som de skal, og så får man et fint hæfte med klistermærker til at sætte på vinduerne, og så er det dét. Der sker overhovedet ingenting bagefter,« siger Janni Hoffmann, som skyder på, at de én gang om måneden ser en politibil trille gennem byen.
»Og så er det en god periode,« tilføjer hun med himmelvendte øjne.
For kort tid siden opdagede beboerne i Svebølle et indbrud på produktionsskolen i byen. Tyvene løb frem og tilbage med tyvegodset. En beboer ringede til politiet. Som intet kunne stille op.
»For de skulle helt fra Roskilde, som ligger 70 km. væk. I Kalundborg har politiet jo kun åbent i dagtimerne på hverdage. Ellers skal de komme fra Holbæk eller Roskilde. Så føler man sig pludselig ikke så sikker mere.«
De to engelske bulldogs Milo og Tica - som spurter omkring i den lille have - blev egentlig anskaffet, for også at kunne bidrage til familiens tryghed. Men det er ikke længere nok. Siden indbruddene er Janni Hoffmanns ‘sikkerhedspakke’ udvidet med ‘de ting, som jeg skal have for at føle mig tryg. For hvis jeg hører nogen liste rundt i stuen om natten, har jeg ikke lyst til at vente 40 minutter på, at politiet kommer herud. Hvis de overhovedet har tid.’
Men familien har også - ligesom mange andre i området - investeret i overvågningskameraer, som sender billeder til mobiltelefonen.
»Salget er eksploderet herude,« siger Janni Hoffmann peger op mod husets hjørner, hvor kameraerne om kort tid bliver installeret.
»Og så har vi oprettet en Facebook-gruppe, hvor vi kan informere og holde øje for hinanden. Det er uhyggeligt, at det skal være nødvendigt med den slags forholdsregler.«
En bølge af indbrud har hærget i regionen i adskillige uger. Alle er på vagt.
Det mærker vi allerede, da vi tidligere på dagen svinger til højre fra den stærkt trafikerede Holbækvej og passerer byskiltet til Tømmerup og kirken.
Lyden af fremmede stemmer får hundene til at glamme, og mænd med deres græsslåmaskiner til at skule en ekstra gang hen over hækken.
Efter et par kilometer med løst drysset bebyggelse er vi ude af byen igen. Derude hvor Asger og Sofie Jensen bor. De har allerede hørt, at vi var på vej. Facebook-gruppen har slået til på de lokale jungletrommer.
Parret flyttede til Tømmerup fra den københavnske bydel Vesterbro i 2006. Elsker naturen, sammenholdet i den lille landsby. Men kriminaliteten slap de ikke for.
Selv om det er et par år siden, husker de stadig ubehaget og den krænkende følelse, da fremmede brød ind i deres hjem.
»To gange med 14 dages mellemrum. Det var virkelig klamt,« siger Sofie Jensen.
Begge gange kom politiet rimelig hurtigt. Tog aftryk og hvad der ellers skulle til.
»Men så skete der heller ikke mere.«
Også de har investeret i alarmsystem, for at kunne føle sig trygge.
»Vi måtte vælge et helt særligt system, som også adviserer naboerne. Securitas dur heller ikke herude. Der går minimum 45 minutter, før de kommer,« tilføjer Asger Jensen med et ærgerligt skuldertræk over at befinde sig så langt ude i udkantsdanmark, at heller ikke vagtcentralerne kan levere sikkerhed i hjemmet.
Vi triller tilbage mod ‘centrum’. Mod Tømmerup Hallen, hvor langbord på langbord er pyntet op med hvide duge under det nådesløse neonlys.
Til forret er der ‘Kylling fantasi’. Så buffet med oksekød i lange baner, råstegte kartofler, blomkål i hvidløgsdressing, salat og brød.
Lyset dæmpes, og langsomt fyldes sportshallen denne lørdag aften med latter og løssluppen snak fra 400 mennesker i alle aldre og størrelser, mens Søren Sebber Larsen sørger for et passende musikalsk bagtæppe til maden, indtil Johnny Hansen og Kandis kl. 20.45 overtager scenen med et ‘er I klar til at feste sammen med os?’.
Og det er de i Tømmerup. Konerne giver deres mænd en albue i siden. Så er det nu.
Fra første tone af ‘En lille ring af guld’ brager ud i hallen, går der ikke mange sekunder, før dansegulvet er fyldt til bristepunktet. Temperaturen stiger mærkbart.
Lars Dandanell fra Kalundborg er trukket udenfor. Ud sammen med alle rygerne i den stadig lune sommeraften. Han arbejder i byggebranchen, og er vant til at knokle, så sveden driver. Nu tørrer han dansesveden af panden, ryster på hovedet, og har svært ved at undertrykke sin frustration over at tilhøre den del af befolkningen, der altid bliver glemt og tilsidesat. Af politikerne. Af systemet. Af politiet.
»Vi bor, det sted som vi bor. Det er jeg sgu glad for nok for. Men det altid os, der bliver skåret ned, os der bliver nedprioriteret, os der må klare os selv. Jeg er træt af at tage de kampe.«
Så hiver hans kone ham i armen. Og de går ind og danser videre.
Læs næste søndag reportagen fra Skårup på Sydfyn.
Har du indspark til debatten, eller har du oplevet urimeligheder, som du synes, BT skal kigge nærmere på, så skriv en mail til: udkant@bt.dk
Hvad siger Kandis fansene?
Har du tillid til, at politiet rykker ud, hvis du har brug for det?
Susanne Herlyng, 62, efterlønner
De gange, jeg har haft brug for det, har politiet været der. En enkelt gang kom de langvejs fra, for at kunne være standby, men de kom, så jeg føler mig ikke svigtet af dem. Jeg har heldigvis ikke været udsat for grove ting som indbrud, og jeg ser dem ikke så meget i byen, men de har altid været der, når jeg havde behov for det.
Diana Dandanell, 42, hjemmegående
På ingen måde, nej. Jeg var for syv år siden udsat for hjemmerøveri om natten, mens jeg og mine tre børn lå og sov. Om morgenen opdagede børnene, at der var blod i køkkenet, og jeg fandt ud af, at der havde været røveri og ringede til politiet. Der gik 13 timer, før de dukkede op. Røverne havde også skåret halsen over på vores hamstere, men dem måtte vi ikke røre eller gøre noget ved. De skulle blive liggende, indtil politiet kom. Vi var rimelig paniske, og jeg ringede flere gange og rykkede dem. ’Hallo jeg står her med tre børn!’ Dengang boede jeg i et område af Kalundborg, hvor der altid var ballade, og jeg følte, at det var derfor, at de ikke tog mig helt alvorligt. Så har jeg tiltro til politiet? Nej.
Per Kragh Jespersen, 69, pensionist
Ja, det har jeg. Jeg hører ikke til tvivlerne. På mit tidligere arbejde på tanken havde vi røverier, og der var de dér hurtigt, og var meget søde og forstående overfor de ting, der kan ske, når der sker et røveri. Når man bor i udkantsdanmark, bliver man nok hårdere ramt, for jeg synes ikke, at politiet er synlige. Det er yderst sjældent, at du ser politiet på de her kanter. Men til gengæld sker der heller ikke særlig meget, så det hænger nok sammen. De kan ikke være alle steder.
Annie Holst, 70, pensionist
Med dét, som jeg har oplevet, har jeg tillid til dem. Jeg har haft brug for dem et par gange med mindre ting, og begge gange er de kommet med det samme. Så jeg føler, at jeg er blevet taget alvorligt, og har ikke noget at klage over. Selv om jeg bor i udkanten, føler jeg ikke, at jeg er blevet behandlet dårligere end andre.
Om Tømmerup:
Tømmerup Sogn er et sogn i Kalundborg Provsti. Sognet ligger i Kalundborg Kommune og har 1.439 indbyggere.
Sognets gårde var fæstegårde under Lerchenborg, muligvis med undtagelse af Kirkelygård.
I Tømmerup Sogn ligger Tømmerup Kirke, som var en af de få på egnen, der havde tårn fra først af.
Udover kirken og sportshallen har byen en skole, der er ’omgivet af en pragtfuld natur og ligger med naturområdet ’Loch Ness’ som nabo på en 18.447m² stor grund med Tømmeruphallens boldbaner i baghaven’.
(Kilde: Wikipedia, Tømmerup Skole)
