Mindre end en halv time før en påsat brand brød ud på Restaurant Vejlegården i Vejle, så et vidne seks mystiske mænd på stedet.


Det er i formiddag kommet frem i retten i Kolding, hvor Sydøstjyllands Politi forsøger at overbevise en dommer om, at restaurantens forpagter, Amin Skov, skal varetægtsfængsles for brandstiftelse og forsøg på forsikringssvindel.

Brandalarmen i restauranten gik klokken 01.59, og klokken 01:30 så vidnet, der var på vej hjem, de seks mænd fra sin bil. De havde blokeret indkørslen til restauranten med to biler og stod på parkeringspladsen, hvor de snakkede, pegede og kiggede på spisestedet, der er blevet landskendt for sin konflikt med fagforeningen 3F, har han forklaret til politiet.

Tidspunktet husker han præcist, da han netop havde talt med sin kæreste i telefonen og her kan se klokkeslettet for opkaldet. Forklaringen, som blev gennemgået af anklager Birthe Wirenfeldt, er generelt forbavsende detaljeret med beskrivelser af både personer og biler. Den ene bil beskrives som lille og rød. Muligvis en Opel Corsa.

Forklaringen passer sammen med observationer fra et andet vidne, som også passerede Restaurant Vejlegården natten til den 21. december, da branden brød ud. Omkring klokken 2 - netop som brandalarmen gik - så hun to biler på spisestedets parkeringsplads. Den bemærkede hun, da den holdt parkeret 'som om, den skulle kunne komme hurtigt væk.' Den var på størrelse med en Ford Mondeo, og ved siden af stod en mand. Den anden bil var rød.

Politiets første patruljevogn ankom til restauranten lige efter klokken 2, men det kvindelige vidne er sikker på, at der hverken stod Politi eller andet på de biler, hun så på stedet.

De to biler og de beskrevne mænd er ikke fanget af en række overvågningskameraer på 3Fs kontor, som ligger over for Vejlegården. I retten har politiet dog oplyst, at dette ikke udelukker, at de faktisk har været der, da kameraerne sidder relativt langt fra restauranten, har blinde vinkler og kun filmer, når de registrerer bevægelse.