Tidligere forsvarsminister Hans Hækkerup, der led af en sjælden og uhelbredelig sygdom, er død. Han blev 68 år.

Hans Hækkerup, der fra 1993 til 2000 var socialdemokratisk forsvarsminister under Poul Nyrup Rasmussen, er død. Det oplyser hans familie til Berlingske.

Hækkerup, der var 68 år, døde 22. december, og bisættelsen har fundet sted i stilhed.

I april 2011 kom det frem, at Hans Hækkerup led af den neurologiske sygdom multipel system atrofi.

»En forfærdelig sygdom, som det heldigvis kun er få, der stifter bekendtskab med,« sagde han dengang i interview med Jyllands-Posten.

I december 2000 forlod Hans Hækkerup posten som forsvarsminister og udtrådte af Folketinget for i januar 2001 at blive chef for FNs civile administration i Kosovo. Han valgte dog at træde tilbage senere samme år efter afholdelsen af det første demokratiske valg i Kosovo.

William Perry, USAs forsvarsminister fra 1993 til 1997, har tidligere over for Berlingske kaldt Hækkerup »en stor forsvarsminister«:

»Mit samarbejde med Hans var forbilledligt. Man hævder, at det er kliché, når USA siger, at en mindre allieret kæmper over sin egen vægtklasse, men med Hans var det vitterligt rigtigt. Han var en stor forsvarsminister, en af de bedste, jeg har mødt - og han bragte Danmark helt tilbage i kernen af NATOsamarbejdet,« sagde William Perry i juni sidste år til Berlingske, da avisen tegnede et portræt af Hans Hækkerup.

William Cohen, amerikansk forsvarsminister fra 1997 til 2001, bekræfter billedet:

»Hans var en utrolig stærk forsvarsminister. Intelligent, varm og personlig. Det mod og den indsigt, han havde, betød, at jeg igen og igen søgte hans råd. For mig var han en favorit-allieret,« lød det sidste år fra Cohen.

Hans Hækkerup kommer fra en stor, socialdemokratisk politikerfamilie. Han var søn af tidligere udenrigsminister Per Hækkerup og bror til tidligere borgmester og folketingsmedlem Klaus Hækkerup.

Hækkerup var desuden onkel til handels- og europaminister Nick Hækkerup (S) og folketingsmedlem Ole Hækkerup (S). Justitsminister Karen Hækkerup (S) er gift ind i Hækkerup-familien via sit ægteskab til Ole Hækkerup.

Hans Hækkerup var ved sin død gift med Susanne Rumohr Hækkerup, der er Danmarks ambassadør i Mexico.