En grim og forfalden bygning er en torn i øjet på borgerne på Amager. Huset har i årtier stået forladt og øde, og nu kræver borgerne, at der bliver gjort noget i sagen.

Den er stor. Den er grå. Den er tom. Og så er den først og fremmest grim.

Denne bygning på Amager i København har stået tom i årtier. Nu forsøger de lokale at få den fjernet.
Denne bygning på Amager i København har stået tom i årtier. Nu forsøger de lokale at få den fjernet.
Vis mere

Mange borgere på Amager i København har i årevis undret sig over en forfalden bygning på Oliebladsgade i bydelen, hvor Amagerbanken tidligere havde arkiv.

»At man ikke gør noget ved den, det har vi simpelthen ikke nogen forståelse for,« siger Ole Pedersen, som er formand for Amager Øst Lokaludvalg til TV2 Lorry.

Det er efterhånden længe siden, der var bankfolk, arkivskabe og A4-mapper bag vinduerne. Det er også mange år siden, at der har været glas i husets få vinduer og mursten uden på væggene.

I årevis har bygningen stået tom, og i årenes løb har den været et yndet mål for graffitimalere og pyromaner. I 2007 forsøgte unge aktivister at besætte den efter, at politiet havde ryddet Ungdomshuset på jagtvej 69.

For 14 år siden var der en del fokus på den forladte bygning, da en del af gavlen styrtede sammen og ned på nabogrunden, som huser en børnehave.

Ifølge TV2 Lorry er det boligselskabet Lejerbo, der ejer bygningen. Selskabet og Københavns Kommune havde oprindeligt planer om at forvandle stedet til boliger for sindslidende, men de blev skrottet, fordi det viste sig at være for dyrt.

Lejrbo skriver i et svar til tv-stationen, at man nu har planer om at sælge grunden og lige nu forhandler med to potentielle købere.

Borgerne på Amager kunne derimod godt tænke sig at blive taget med på råd. Formanden for Amager Øst Lokaludvalg mener, at Lejerbo burde indkalde til et borgermøde for at få renset luften.