Mystikken om 20-årige A. G.'s tragiske død hos tigrene i Københavns Zoo breder sig
Politiet arbejder fortsat på at opklare, hvad der skete i de skæbnesvangre timer natten til onsdag - og kan endnu ikke udelukke, at A.G. var offer for en forbrydelse.
Politiets efterforskere har haft svære arbejdsvilkår, siden A. G. blev fundet kvalt og skambidt inde på tigrenes areal kl. 7.30 onsdag morgen.
Ingen vidner har set A. G. kravle ind over hegnet til Zoologisk have, og han optræder ikke på havens mange overvågningskameraer. Den 20-årige mands skæbne er ganske enkelt et mysterium.
Politiet har siden tragedien talt med pårørende og venner til A.G., ligesom der løbende er kommet henvendelser og tip fra befolkningen. Alligevel er man fortsat på bar bund.
- Siden den ulykkelige hændelse har vi løbende fået henvendelser fra folk, der mener at have hørt og set noget, og vi har talt med en lang række mennesker.
- Vi har sagt hele tiden, at vi ikke kan udelukke noget, og sådan er det stadigvæk. Vi vurderer, at der næppe er tale om nogen forbrydelse, men vi vil gerne være sikre, før vi drager nogen konklusion, siger Lars-Christian Borg, Københavns politi, til bt.dk.
Muligheden for at der nogen sinde kommer en konklusion - og dermed en opklaring - hænger dog i en tynd tråd.
- Efterforskningen er nået så langt, at der nu er blevet sammenskrevet en rapport. Nu venter vi på resultater fra obduktionen i midten af ugen - nok onsdag, og så må vi se, hvad de viser. Når resultatet af prøverne kommer tilbage, tager vi stilling til, hvordan efterforskningen fortsætter, siger Lars-Christian Borg.
Han er dog fortsat ikke optimistisk i forhold til en endelig opklaring af sagen.
- Efter at have talt med efterforskerne i den her sag - nu må vi lige se, hvad prøverne viser på onsdag - men altså, vi kan meget vel komme i den situation, at vi kommer til at opgive den videre efterforskning af sagen.
- Hvorfor befandt han sig pludselig i Zoo? Hvorfor endte han nede ved tigrene? Det er jo svært at svare på, og jeg tror faktisk ikke, at vi nogensinde får et endeligt svar på det. Efterforskerne tvivler på, at vi kommer et svar nærmere.
Men vil det sige, at I for eksempel ikke udelukker, at der kan være tale om en forbrydelse?
- Altså, nu kan du jo fantasere eller gisne om det, du vil. Det jeg siger, er, vi kan ikke kan udelukke noget, siger Lars-Christian Borg.



