Fra Thy til København kører i disse timer en varevogn med resterne af en død, rådden og gennemskåret pukkelhval. Flere hundrede kilo knogler og kødrester er pakket i bagagerummet sammen med køkkenknive og kødkroge - sløve efter flere timers flænsning. Den voldsomme stank trækker spor gennem Danmark, men på forsæderne sidder to store smil.

Pukkelhval

Sidste uge skyllede en fem til otte meter lang pukkelhval op på Stenbjerg Strand ved Thy – og mandag skulle den så parteres. Statens Naturhistoriske Museum havde sendt fem ’slagtere’ til Thy for at skære hvalen op og med sig tilbage tage resterne til undersøgelser og udstilling.

Læs også:

I varevognen på vej hjem til København sidder Morten Tange Olsen, der er hvalforsker ved Statens Naturhistoriske Museum. Og selvom han sidder i motorvejens pt mest stinkende bil, så er denne mandag helt speciel.

»Det er stort. Pukkelhvaler er ikke noget, man normalt oplever i Danmark. Det sker kun et par gange om året, at vi skal skære en hval op, og sidste sommer var det et par kaskelotter«, siger Morten Tange Olsen og påpeger, at det er 110 år siden, der sidst skyllede en pukkelhval op ved en dansk kyst.

Pukkelhvalen, der sidste uge skyllede op på Stenbjerg Stand ved Thy, blev mandag skåret op og kørt til København.
Pukkelhvalen, der sidste uge skyllede op på Stenbjerg Stand ved Thy, blev mandag skåret op og kørt til København. Foto: Susan Bjerrum Nielsen
Vis mere

Sammen med sine kollegaer begav Morten Tange Olsen sig mandag ved 9-tiden ud i vandet på Stenbjerg Strand. På en sandrille et stykke fra stranden lå hvalen. Rådden og slemt lugtende.

»Vi startede med at skære det 10 cm tykke spæklag af og så langsomt bugen op. Normalt tager man prøver fra lunger og mave, men den var for rådden. Så tog vi ét ribben af gangen – ligesom at skære sparreribs«, siger Morten Tange Olsen.

Det tog i alt tre timer – og næsten 20 køkkenknive og flere hvalfangerkroge - at skære hvalen op.

Intet kranie, reb om halen og mystisk sygdom

Ifølge Morten Tange Olsen er der mange mystiske ting forbundet med pukkelhvalen og dens død. Om halen havde den viklet reb.

»Kan du selv forestille dig, hvordan det er at få viklet et reb om dine ben og leve med det? Det virker som et anker, der får den til at slæbe af sted gennem vandet«, siger han.

Han forklarer også, at hvalens kranie manglede. Det er »sandsynligvis faldet ud«, mens den har drevet rundt død på havet.

Og hvalen havde endnu en mystisk hemmelighed, der viste sig under udskæringen.

»Jeg har aldrig set det før. En del af ryghvirvlerne er meget deforme, og der er mærkelige udposninger på knoglevævet. Alle mulige små buler og knolde, der ligner vindrueklaser«, siger Morten Tange Olsen.

Han vurderer, at både rebet om halen og den mærkelige sygdom på ryghvirvlerne kan være skyld i hvalens død. Undersøgelser vil i løbet af de næste uger give flere svar.

Pukkelhvalen, der sidste uge skyllede op på Stenbjerg Stand ved Thy, blev mandag skåret op og kørt til København.
Pukkelhvalen, der sidste uge skyllede op på Stenbjerg Stand ved Thy, blev mandag skåret op og kørt til København. Foto: Susan Bjerrum Nielsen
Vis mere

Sjældent syn

Pukkelhvaler, der hører til bardehvalsfamilien, er yderst sjældne i Danmark.

»De kommer kun ind i dansk farvand, hvis de farer vild. De svømmer mellem 5.000 og 10.000 kilometer om året, og nogle svømmer helt fra Nordnorge til Caribien«, siger Morten Tange Olsen.

Ifølge Statens Naturhistoriske Museum bliver en pukkelhval uanset køn mindst 30 år og er fjender med spækhuggeren og mennesket. Pukkelhvalen har været udsat for intensiv fangst og er derfor et truet dyr.