Arrangører hemmeligholder pengemænd bag demonstration mod Restaurant Vejlegården.

Hvem stod i virkeligheden bag weekendens stort anlagte demonstration mod restauratør Amin Skov og Restaurant Vejlegården i Vejle? Det spørgsmål blafrer i vinden sammen med efterladte bannere og papskilte ovenpå protesten, der lørdag eftermiddag samlede op mod 2000 mennesker fra hele landet foran det lille spisested.

Formelt var demonstrationen arrangeret af fire privatpersoner fra venstrefløjen, men tilstedeværelsen af en stor lejet scene, betalte lydmænd og mobiltoiletter leveret på lastbiler får nu blandt andet Facebook til at flyde over med rygter om, at der lå større muskler bag.

- Fagbevægelsen må have taget regningen, mener mange og peger på 3F, der siden november har ligget i faglig konflikt med Vejlegården, som har valgt at tegne overenskomst med konkurrenterne i den ’gule’ fagforening Krifa.

3F har imidlertid fra startet nægtet at have noget med lørdagens store og på alle måder fredelige demonstration at gøre, og det er da heller ikke her, pengene kommer fra, afslører en ellers fåmælt medarrangør.

- Der er mange, der har støttet med bidrag, fordi de synes, det er en vigtig kamp. Men det er ikke 3F. Tættere kan jeg ikke komme det. Hvis de, der betaler, vil have deres navn i avisen, må de selv stå frem, siger Charlotte Nørgaard Christensen, der er en af de fire formelle arrangører af demonstrationen.

BT har talt med flere virksomheder, der har leveret ydelser og varer til demonstrationen. Her hersker der udbredt forvirring om, hvem der i sidste ende skal betale regningerne på mange tusinde kroner. Charlotte Nørgaard Christensen lover dog, at alle vil få de penge, de har til gode.