Sundhedsstyrelsen vil ikke anbefale danske kvinder at få fjernet implantater fra det franske firma PIP, selvom flere andre lande gør det.

De danske sundhedsmyndigheder fastholder, at man ikke vil anbefale danske kvinder med silikonebryster at få fjernet implantater fra det franske firma PIP, uanset om de er i stykker eller ej. Det skriver Metroxpress.

Silikonen bruges normalt til isolering af elektrisk udstyr og som en form for olie i termostater. Men i modsætning til Frankrig, Tyskland og Tjekkiet vil den danske sundhedsstyrelse ikke anbefale, at kvinder med PIP-implantater får dem fjernet.

Overlæge og chef for tilsyn i Sundhedsstyrelsen, Anne Mette Dons, forklarer, at afgørelsen ikke er truffet ud fra indholdet i brysterne, men om hvorvidt der er en risiko for kræft.

- Det er Lægemiddelstyrelsen, der kender indholdet i silikonen. Vi har fået oplyst, at der ikke er kræftrisiko. Derfor bør der laves en konkret vurdering af hver kvinde. Der er også en afvejning af om et operativt indgreb uden indikation i sig selv kan medføre en risiko. Derfor skal det være en konkret lægefaglig vurdering, skriver hun i en mail til Metroxpress.

På Christiansborg er meningerne delte i forhold til, om brystimplantaterne skal fjernes rutinemæssigt eller ej.

- Jeg mener, at kvinder skal have dem fjernet, uanset om der er en læk eller ej. Og jeg synes, det er det, Sundhedsstyrelsen bør anbefale, siger Liselott Blixt, sundhedsordfører for Dansk Folkeparti.

Hos Enhedslisten bakker man i stedet op om Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

- Jeg mener, at Sundhedsstyrelsens faglige vurdering er den rigtige. Så vidt jeg har forstået, kan de ikke forårsage kræft. Og jeg synes, det er op til den enkelte kvinde at blive enig med sin læge om, hvad der skal ske, siger sundhedsordfører for Enhedslisten, Stine Blix.

Den 45-årige klinikassistent Pia Andersen er en af de danske kvinder, der har fået indopereret de franske PIP-implantater i forbindelse med en brystforstørrende operation. Hun var rystet over at høre, hvad der var i hendes implantater.

- Det lyder helt vildt. Jeg tænker, at det lyder som en ren kemikaliebombe. Det er jo en stor sammenblanding, siger hun til Metroxpress og tilføjer, at hun ikke er i tvivl om, at hun vil have dem fjernet.

Hun har nu fået en henvisning til en plastikkirurg, der skal fjerne implantaterne for hende.

Ifølge fungerende sundhedsminister Pia Olsen Dyhr (SF) gælder garantien, for at det offentlige betaler for at få implantaterne fjernet, stadig.