Selv om danskerne generelt mener, at indvandrere bør have samme rettigheder i samfundet som etniske danskere, vil næsten hver tredje forbyde muslimske kvinder at bære tørklæde i det offentlige rum.
Nej, indvandrere skal ikke sendes hjem, hvis der er mangel på arbejdspladser herhjemme. De skal have ret til folkepension som alle andre i samfundet. Og de skal selvfølgelig have samme ret til at protestere mod myndighederne, hvis de føler sig dårligt behandlet. På mange punkter mener danskere, der ikke selv har indvandrerbaggrund, at indvandrere skal sikres de samme rettigheder som dem selv. Alligevel virker det på mange som en rød klud i ansigtet, når de ser muslimske kvinder gå med tørklæde eller gå med slør. Det skriver Berlingske.
Det viser en undersøgelse om danskernes tolerance over for indvandrere fra Aarhus Universitet, der er gennemført blandt 1.929 danskere mellem 18 og 76 år, som hverken er første- eller andengenerationsindvandrere. I den svarer næsten hver tredje, nemlig 29 procent, at det bør være forbudt at bære muslimske tørklæder og slør i det offentlige rum. Dertil er 14 procent delvist enige i, at det bør forbydes.
»Når det handler om adgang til sociale ydelser og den slags, har danskerne ikke noget imod indvandrere. Men når det handler om muslimske symboler, og det handler om islam, så bliver det straks mere vanskeligt. Spørger du til emner om muslimer i stedet for om indvandrere generelt, får du nogle stærkere svar. Det tyder på, at der er en særlig aversion over for muslimer og islam – eller i hvert fald over for deres ret til at praktisere denne her religion,« siger lektor på Aarhus Universitet Jens Peter Frølund Thomsen.
Han står bag undersøgelsen, som er støttet af Det Frie Forskningsråd, og som SFI Survey har indsamlet data til.
Lektoren er ikke i tvivl om, at de adspurgte i undersøgelsen har forstået termen »det offentlige rum« i bred forstand, som en betegnelse for alle steder, der ikke er på privat grund og derfor omfatter såvel gader og stræder som offentlige institutioner, og altså ikke kun sidstnævnte. Det samme gælder forståelsen af muslimske tørklæder og slør – at de vil have forbud både imod tørklæder, der dækker ansigtet, og dem, der holder ansigtet frit.
»Normalt vil man sige, at hvis spørgsmålet er mislykket, så vil svarprocenten på »ved ikke« være meget høj. Men det er den ikke her. Der er én procent, der svarer »ved ikke«, så der er ikke noget, der tyder på, at folk ikke forstår dette her. Og når man ser på, hvad den politiske debat om tørklæder herhjemme har handlet om, så har det først og fremmest været de tørklæder, som holder ansigtet frit, og som kassedamen i Netto bærer. Så jeg er ikke i tvivl om, at folk ved, hvad de har svaret på,« siger Jens Peter Frølund Thomsen til Berlingske.
Svarene fra den nye undersøgelse stemmer godt overens med en undersøgelse fra TNS Gallup fra 2006, hvori 48 procent af danskerne over 18 år anså det for et problem eller et stort problem, at det for nogle muslimske kvinder er en del af deres muslimske identitet at bære tørklæde offentligt.
Ifølge Jens Peter Frølund Thomsen er den mere principielle pointe, at danskerne i stort omfang accepterer indvandrere som ligestillede medborgere, men under forudsætning af, at de ikke kulturelt adskiller sig meget fra flertallet. Med andre ord: En betydelig del af den danske befolkning ønsker simpelthen ikke et multikulturelt samfund – men er åbne over for et multietnisk samfund.
I den canadiske provins Quebec arbejder politikerne netop nu på at forbyde ansatte i at bære religiøse symboler som kalotter, kors og tørklæder i offentlige institutioner og på offentlige arbejdspladser. En tilsvarende lov blev allerede i 2004 indført i Frankrig, hvor det siden 2010 har været forbudt i det hele taget at vise sig offentligt i heldækkende slør som burkaer, der dækker hele ansigtet, og niqabber, der dækker hele ansigtet med undtagelse af øjnene. Flere belgiske byer har forbud, og dækkende tørklæder falder i Italien ind under et generelt maskeringsforbud.
I sensommeren 2009 fremsatte de Konservatives daværende integrationsordfører, Naser Khader, et forslag om at indføre et burkaforbud herhjemme. Det fik den daværende regering til at nedsætte et såkaldt »burka-udvalg«, hvori forskere fra Københavns Universitet konkluderede, at kun tre kvinder i landet bar burka. Imens skønnedes mellem 100 og 200 kvinder at bære niqab. Mest udbredt er hijabben, der kun dækker håret, og herhjemme er det kun forbudt at bære tørklæde og andre religiøse symboler som dommer i en retssal.
Men det forbud bør udvides til at gælde alle offentlige arbejdspladser, mener læge, ph.d. og forfatter Vibeke Manniche. Hun har blandt andet som formand for den nu nedlagte forening »Frihed for Kvinder« længe kæmpet imod de muslimske tørklæder, som hun finder stærkt kvindeundertrykkende.
»Jeg bliver decideret fysisk utilpas, når jeg ser kvindelige pædagoger, sygeplejersker, læger og lærere være »tørklædefængslede«. Jeg ville aldrig sige, at jeg er for et fuldstændigt forbud i det offentlige rum, for hvad folk gør i deres fritid, er jeg ikke optaget af. Men kvinder med tørklæder i offentlige embeder sender et helt forkert signal til børn, syge og udsatte om kvindens underdanighed i et samfund, der ellers bygger på og fortsat skal bygge på ligeværd mellem kønnene,« mener Vibeke Manniche.
20-årige Suad Adnan Hajjaj, der læser pædagogisk audiologi på Syddansk Universitet, SDU, og bor i Odense, er chokeret over, at så mange vil forbyde tørklæder. Hun mener ikke, at det vedkommer andre, hvordan hun klæder sig. Og hun er ikke undertrykt, fastslår hun.
»Koranen siger, at kvinden skal dække sig for at holde mændenes øjne fra en. Tørklædet definerer muslimske kvinder, og med mit tørklæde viser jeg min tro. Det er en del af mig. Min mor tog først tørklæde på som 32-årig og min moster som 50-årig. Så det er altså noget, vi selv vælger. Jeg gør jo ikke noget med det, så jeg forstår ikke, hvorfor det er et problem,« siger Suad Adnan Hajjaj til Berlingske.
Talsmand for Islamisk Trossamfund, Imran Shah, er ikke overrasket over, at samlet set 43 procent af danskere uden indvandrerbaggrund vil have indført et tørklædeforbud. Ifølge ham har flere menneskerettighedsorganisationer nemlig samstemmende i de seneste år påvist en stadig stigende diskrimination af muslimer og en stigende islamofobi i Europa.
»Man bliver nødt til at erkende, at der er et problem i det danske samfund i stedet for at skyde minoritetsdanskere, der tager problemet op, i skoene, at de indtager en offerrolle. Og vi skal ikke lade minoritetsdanskere, der taler med Dansk Folkepartis retorik, styre debatten. For vi kan sagtens sidde ved kakkelbordene og klappe i vores små hænder, når der kommer en dansker med minoritetsbaggrund og kritiserer sine egne. Vi bliver nødt til at løfte debatten til et bredere perspektiv. Hvad nu hvis der var lige så mange danskere, der havde et problem med kalotten. Hvordan ville man så fremstå internationalt? Ville man kunne se sig selv i spejlet?« spørger Imran Shah. Han foretrækker at bruge udtrykket »minoritetsdansker« frem for »indvandrer«; en glose han finder forslidt og diskriminerende.
Ifølge lektor Rikke Andreassen fra Roskilde Universitet, der har forsket i tørklæde-debatten og udført forskning på feltet i mere end ti år, oplever mange muslimske kvinder tørklædet som frigørende mere end undertrykkende.
»Man kan selvfølgelig ikke udelukke, at nogle bliver presset til at bære tørklæde. Men mange muslimske kvinder oplever tørklædet som noget, der giver dem en øget frihed. Vi lever i et meget seksualiseret samfund. Noget af det, man gør med tørklædet, er, at give tegn om at man ikke ønsker at være seksualiseret. Med tørklædet oplever mange, at de i højere grad bliver betragtet som individer, der bliver bedømt på, hvad de siger, og hvad de gør – og ikke på, hvordan de ser ud. Og teenagepiger oplever, at man måske får lov af sine forældre til at tage med på lejrture og til klassefester, fordi tørklædet signalerer, at man ikke er seksuelt tilgængelig. Så på den måde gør tørklædet, at man kan blive en del af det danske fællesskab,« siger Rikke Andreassen til Berlingske.
Uanset, hvad man måtte mene om tørklæderne, kan det slet ikke lade sig gøre at forbyde dem i det offentlige rum, fastslår hun:
»Det er i strid med Grundloven, da den sikrer religionsfrihed. Og det er lige så undertrykkende at tvinge nogle til at tage et tørklæde af, som det er at tvinge nogle til at tage det på«.
