De får 12-taller på uddannelserne, drømmer om at gøre karriere og vælger selvfølgelig deres egen mand. Og så er de en del af en ung generation af nydanske piger, som insisterer på, at nøglen til et mere lige og friere liv, end deres mødre havde, ligger gemt i islam.

»Du skal tænke på, at profeten Muhammeds kone var en business woman. Hun var hans chef. Så der er intet i islam med, at en kvinde ikke må arbejde,« siger Rukhsar Asif.

Det er tiende gang i løbet af interviewet, at den 19-årige muslimske pige fra Taastrup bruger sin religion til at argumentere for, hvorfor kvinder og mænd er lige. I uddannelse. I ægteskab. Og nu i forhold til arbejdsmarkedet.

For Rukhsar Asif er træt af at blive mødt med fordomme om, at hun som muslimsk pige bliver holdt nede af familie, bagland og ikke mindst sin religion. Træt af forestillingen om hjælpeløse ørkenprinsesser, der sidder låst inde i ghettoen, hvor de ikke har andet at give sig til end at lave mad og føde børn.

»Der er mange, der tror, at muslimske kvinder er undertrykte. At der er meget, de ikke må, og at de bare skal være hjemme hele tiden. Folks opfattelse af, hvordan muslimske piger lever, og hvordan det virkelig ser ud, er som to forskellige verdner.«

Rukhsar selv har pakistanske rødder, et turkisblåt tørklæde over håret og betragter sig selv som en frigjort kvinde. Hun har et karaktergennemsnit fra Taastrup Gymnasium på 12,2, et stort engagement i frivilligt arbejde, det sorte bælte i taekwondo og en drøm om at blive leder i en international NGO, når hun engang er færdig med at studere market and management anthropology på Syddansk Universitet.

Og så er hun en del af en ung generation af nydanske piger, som insisterer på, at deres religion er en løftestang snarere end tyngende vægt i drømmen om at opnå et friere og mere lige liv end det, deres mødre havde mulighed for.

»Vi tager den frihed, som vores mødre har kæmpet for, til det næste niveau. Ifølge islam er alle mennesker frie til at bestemme, hvad de vil. Så Allah har ikke tvunget mig til noget som helst,« siger hun.

Pigerne kaprer dagsordenen

For nyligt sendte DR sidste afsnit af to dokumentarserier, der på hver sin måde portrætterer nogle af de brydninger, der i disse år finder sted i nydanske miljøer.

I »Oprør fra ghettoen« følger seerne fire unge, der kæmper for retten til at udleve den forbudte kærlighed. Vi er vidner til deres dobbeltliv og deres kamp for at vriste sig fri af forældrenes forventninger om, hvem de skal giftes med, og hvordan man lever et ærbart liv. Og vi ser, når frihedskampen koster den højeste pris: Forholdet til familien.

I selfie-dokumentaren »Muslimske pigers dagbog« har otte muslimske piger mellem 11 og 22 år filmet sig selv i hverdagen og selv sat ord og ærlige billeder på, hvordan de faktisk lykkes med at finde balancen mellem deres religion, et dansk ungdomsliv og sig selv. Unge nydanske kvinder som dem i dagbogen har i statistikkerne overhalet deres etnisk danske veninder, når det kommer til uddannelse. De studerer, er aktive i det frivillige samfund, arbejder. De scorer højt på alle politikernes integrationsparametre.

Alligevel sidder man som seer og lægger mærke til deres tørklæder, at de stadig bor hjemme og ikke har kærester. Og spørgsmålet trænger sig på: Hvor meget bestemmer de egentlig over deres eget liv, når det kommer til stykket?

Diyar Kashlook bliver tydeligt irriteret, da hun hører vinklen om ungdomsoprør og frigørelse blandt unge muslimske kvinder. Hun er som Rukshar Asif en af pigerne fra DRs dagbog og var først og fremmest med i serien, fordi det var befriende – for første gang – selv at tage kontrol over dagsordenen.

»Problemet er, at I igen forudsætter, at muslimske piger er undertrykte. Og det er vi altså ikke,« siger den 22-årige, der studerer HA almen på Copenhagen Business School.

»Det er ikke for at være flabet, men når du spørger sådan, får jeg lyst til at sige: Der er slet ikke noget at frigøre sig fra!«

Religion som løftestang

Helt så kategorisk vil Rukhsar Asif ikke udtrykke det. For der er elementer fra forældregenerationens syn på piger og drenge, der er værd at kæmpe for at lave om, mener hun.

»Da jeg som tiårig begyndte at studere Koranen, gik det op for mig, at meget af det, som visse folk forbinder med islam, slet ikke er islam. Det er tradition og kultur,« siger hun og nævner tvangsægteskaber som eksempel.

Siden den åbenbaring har hun ikke bare taget andres ord for gode varer i forhold til, hvad der er god skik for en muslimsk pige:

»Det skaber selvfølgelig en form for oprør, når man som dansk muslim lærer at sige: ’Jamen det kan godt være, at der er nogle traditioner, men hvis jeg ikke kan lide dem, og de ikke passer med islam, vil jeg ikke følge dem’,« siger hun.

Netop den måde at bruge Koranen som argumentationsværktøj på er kendetegnende for mange af særligt de rettroende muslimske unge, forklarer Monique Hocke, der er religionssociolog og forfatter til en ph.d. om unge muslimske kvinders selvfremstilling. Hendes afhandling bygger på dybdeinterview med ti kvinder i alderen 16 til 31 år, der alle praktiserer det, de opfatter som en »ren« eller »sand« form for islam. De bærer hijab, beder dagligt og følger Koranens forskrifter. Fælles for dem er desuden, at de ligesom Rukshar og Diyar er født i Danmark, er veluddannede og aktive i civilsamfundet. For dem er det at tage en uddannelse, få et job og være en god medborger ikke en modsætning til, men nærmest essensen af at være en god muslim.

Tørklædet er frigørende

Samtidig tjener religionen som en vigtig løftestang for deres personlige frigørelsesprojekt. En strømning, der i øvrigt ikke kun gælder i Danmark, men også lande, hvor muslimer udgør flertallet af befolkningen, forklarer Monique Hocke:

»Kvinderne har studeret skrifterne nøje og kan altid argumentere tilbage med klare henvisninger til det, de mener er den rette forståelse af islam, mens forældrene er vokset op i muslimske samfund og ifølge de unge derfor alt for ofte blander religionen sammen med nationale skikke.«

På den måde er deres store religiøse viden og aktive valg med til at forskyde autoriteten mellem generationerne.

»De kan sige til forældrene: »Der står i skrifterne, at kvinden selv skal vælge sin ægtemand.« De vil næppe betegne det som et frigørelsesprojekt i feministisk forstand. Men de gør krav på retten til at vælge selv. Og de bruger deres viden meget bevidst som et middel til at sikre sig, at ingen mand for eksempel hindrer dem i at arbejde, komme i moskeen eller deltage i ungdomsaktiviteter.«

Rukhsar kan heller ikke lide ordet feminist, men hun vil meget gerne tale om kvindefrigørelse. Som kvinde og menneske har hun nemlig kun følt sig mere fri, jo mere hun forstod af den religion, hun var opdraget i. Derfor retter oprøret sig i Rukhsars optik lige så meget ud ad mod samfundet som ind ad mod slægt og kultur.

Det gælder eksempelvis retten til at bære tørklæde, som hun – på lige fod med andre troende kvinder – oplever som en frigørelse fra samfundets skønhedsidealer og en mulighed for at være sig selv.

»Der er ingen tvang i islam. Hvis jeg ville have en kæreste eller ikke gå med tørklæde, kunne jeg også det. Men selvfølgelig ville der være konsekvenser – både i det her og i forhold til i islam også i det efterfølgende liv. Når jeg siger, at islam gør mig fri, er det på den måde, at jeg ikke skal gå rundt med en identitetskrise og spekulere over, hvad meningen med livet er. Jeg er frigjort fra de irriterende store spørgsmål, som bare gør mit liv svært,« siger Rukhsar Asif.

En anden slags kvindefrigørelse

Det lyder måske nok som en noget anden måde at definere frigørelse på, end man er vant til fra den danske rødstrømpebevægelse. Og langt fra forestillingen om, at muslimske pigers indmarch på uddannelsesinstitutionerne er første skridt på en glidebane mod mere »danskhed« i betydningen uforpligtende kæresteri og seksuel frigørelse.

Men det siger mere om samfundets snævre forventninger til, hvad frigørelse går ud på, end de store ryk, som faktisk er i gang i den unge generation. Det mener antropolog Marianne Nøhr Larsen, der er leder af Center for Interkulturel Dialog og har skrevet flere fagbøger og lavet undersøgelser med fokus på forskellige minoriteter gennem de seneste 15 år.

»Som den offentlige diskurs er i dag, går vi ikke på kompromis. Vi vil have danske værdier – og intet andet. Hvis vi bliver ved med at se oprøret i det lys, kan vi blive ved med at hungre i generationer, for det kommer ikke til at ske,« siger hun.

»Der vil ske det modsatte: Jo mere man fængsler folk i, at de skal opføre sig på en bestemt måde, jo flere modreaktioner.«

Det er netop det, 22-årige Diyar Kashlook mener: At politikere og samfundsdebattører skal lære at se forskellighederne mellem kulturerne som en styrke frem for et problem.

For selvfølgelig lever Diyar sit liv anderledes, end hendes forældre gjorde. Hun mikser fra sin religion og den danske kultur, og hun tager afstand fra de dele af forældrenes kultur, som ikke stemmer overens med islam. Hun vil selvfølgelig arbejde, når hun er færdig med sin uddannelse og vælge sin egen partner, når hun en dag skal giftes. Er det et oprør? For Diyar er det en selvfølgelighed. Og hun tvivler på, der kommer mere »frigørelse« ud af at slå indvandrere og deres børn i hovedet med ideen om, at de skal opføre sig som danskere:

»Du skal tænke på, at i Danmark har der været den samme kultur i mange år, og forandringer er sket som en stille proces. Vores forældre kommer fra en helt anden baggrund og bum, så skal de pludselig leve op til alle mulige kulturting. Alle gør, hvad de kan for at prøve at være et gode forældre, gode muslimer og gode borgere på samme tid. Så man må danse lidt. Tage lidt fra det ene og lidt fra det andet og på den måde finde sig selv. Det gør jeg.«