En lang række museer står over en gevaldig regning fra Arbejdsmarkedets Feriefond for lån, de så som gaver.

København. Arbejdsmarkedets Feriefond vil have 900 millioner kroner tilbage fra mindst 30 museer. Museerne troede, at der var tale om donationer. Det skriver Berlingske.

Avisen fortæller, at Arbejdsmarkedet Feriefond i årtier har lånt store summer til museer landet over.

Til museerne har de sagt, at der var tale om de facto-donationer og forsikret om, at lånene ville blive forlænget. Men nu har fonden ændret mening.

- Nu har vi pludselig fået en mail om, at fonden vil have pengene tilbage. Det første lån udløber allerede om tre år, men vi har ikke en jordisk chance for at rejse pengene, siger direktør for Middelaldercentret i Nykøbing Falster, Peter Vemming til Berlingske.

Centret har lånt et tocifret millionbeløb af feriefonden over to omgange.

Andre museer, der har lånt store summer under opfattelsen af, at der var tale om donationer, er Fregatten Jylland, Arbejdermuseet og Nordsømuseet.

- Det er klart, at hvis alle skal betale lånene tilbage, vil der helt sikkert være nogle institutioner, der må lukke, siger Nils M. Jensen, direktør i foreningen Danske Museer.

Ifølge avisen er problemet opstået, efter at fonden i 2014 fik nye vedtægter. Det skete, efter at et flertal i Folketinget beskar støtten til fonden markant.

Fondens nuværende direktør, Nina Löwe Krarup, henviser til et svar givet til Folketinget om problemet. Her anføres det, at det aldrig har været fondens praksis ikke at kræve lån tilbage efter endt løbetid.

Tidligere direktør i fonden Bodil Mogensen mener ikke, at der blev givet en garanti for, at lånene blev forlænget. Men hun fortæller til Berlingske, at det var intentionen.

- I mange år var det intentionen, at de lån ikke skulle betales tilbage. Men selv om man kan have en intention, varer det jo kun, indtil regeringen beslutter noget andet. Det har man så gjort nu, siger hun til avisen.

/ritzau/