Regeringens spareplan på ti milliarder kroner burde være ganske overflødig. Hullet i statskassen kunne lukkes med de milliarder af kroner Danmark hvert år bliver snydt for, når multinationale selskaber som Nestlé, Kraft Foods og Kellogg's undgår at betale skat herhjemme, skriver Ekstra Bladet.

Skatteunddragelserne er så store, at de svarer til regeringens samlede nedskæringer på eksempelvis ældreomsorg og undervisning.

- Det svarer stort set til det beløb, som regeringen nu vil spare i kommunerne - altså på servicen i skoler, børnehaver og plejehjem, siger professor i samfundsvidenskab fra Roskilde Universitet Bent Greve til Ekstra Bladet.

Han bakkes op af overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

- Det er anstødeligt og fuldstændigt uacceptabelt, når visse multinationale selskaber ikke betaler skat af en selskabsindkomst, som reelt er tjent i Danmark. Det er dybest set ikke bare et juridisk, men også et moralsk problem. Der er ingen tvivl om, at det er skadeligt for Danmark, siger overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen til Ekstra Bladet.

Avisen bringer i dag en liste over selskaber, der i flere år ikke har betalt skat i Danmark trods milliardomsætninger på verdensplan.

Det er Enhedslistens folketingsmedlem Frank Aaen, der står bag opgørelsen. Han har i en årrække fokuseret på problemerne med multinationale selskaber, der ikke betaler skat i Danmark.

- Skat skal have flere ressourcer tilført, så de bedre kan holde øje med virksomhederne. Desuden skal vi have en skrappere lovgivning til revisionen, siger Frank Aaen til Ekstra Bladet.

Skatteminister Troels Lund Poulsen (V) siger til Ekstra Bladet, at han inden sommerferien vil være klar med en handlingsplan, der skal 'øge fokus og kontrol på området'.

/ritzau/