Onsdag fandt Naturstyrelsen en dådyrkalv, som havde fået bidt hovedet af og halsen knust. Nu beder de folk om at være agtpågivende, hvis de færdes i området.

Skovrideren får tit meldinger fra folk, som mener, de har set ulve i Dyrehaven. Men det kan være svært for folk at se forskel på visse hunderacer og ulve. Som eksempel kan man tage en ulv og en Alaskan Malamut. De minder en del om hinanden, og de findes begge i andre farver end den grålige, som eksemplet på billedet.

»Det var et stort, sundt dyr, som var i god stand. Det havde et bid i baglåret, så det er formentlig blevet bidt bagfra og derefter i halsregionen,« siger Hans Henrik Christensen, skovrider i Dyrehaven og chef for Naturstyrelsen Hovedstaden, om det dådyr, der blev fundet onsdag.

Hovedet på dådyret er væk, og der er spist lidt af kadaveret. Det undrer dog skovrideren, at hovedet er væk. Selvom han ikke kan huske, at de nogensinde har set sådan et bid før, er han ret sikker på, at der er tale om en stor, glubsk hund.

Hans Henrik Christensen har ikke fantasi til at forestille sig, at det er trængt en ulv ind i Dyrehaven. Men om der er tale om en ulv, vil en dna-test afsløre om tre dages tid.

Usædvanlige bid

»Men det, der er usædvanligt her, er, at det er nogle ualmindeligt voldsomme bid, som hjortekalven har fået. Dyret har bidt gennem halshvirvlerne, så hovedet ganske enkelt er bidt af, og det kræver en usædvanligt stærk og stor hund - eller en ulv,« siger Hans Henrik Christensen.

Ifølge skovrideren er der altså tale om ualmindeligt kraftige bid, når knoglerne i halsen var ligefrem knust. Til sammenligning nævner han, at en ræv for eksempel slet ikke vil være i stand til at lave så kraftige bid, og det samme gælder mindre og mellemstore hunde. Hvis de går på et sygt og dødt dådyr, vil de bide i blødere dele af kroppen for at komme ind til lever og andre organer.

Debatten om ulve i Danmark er vækket til live flere gange i 2014. Forskellige steder i landet har folk meldt om episoder, hvor blandt andet dådyr og får er blevet dræbt af mistænklige bid. I november måned offentliggjorde Naturhistorisk Museum Aarhus og Institut for Bioscience på Aarhus Universitet et kort over, hvor der har været ulve på spil. Syv gange er der påvist spor af en hanulv i det midtjyske, og det har fået forskerne til at slå fast, at ulven er fastboende i Danmark.

Naturstyrelsen har valgt at inddrage offentligheden, fordi det er en usædvanlig hændelse. De har dog ikke fået nogle henvendelser fra folk endnu.

Undgå løsgående hunde

»Vi har ikke lukket Dyrehaven, for vi har ikke vurderet, at det er nødvendigt. Men man skal være ekstra agtpågivende, hvis der en løs hund i nærheden, når man færdes i haven. Og man skal hverken gå hen til den eller løbe væk fra den, men i stedet kontakte os,« siger Hans Henrik Christensen.

Det er ikke tilladt at have løse hunde i Dyrehaven, netop fordi de har et ’jagtgen’, og det ikke er til at vide, hvornår det kommer op i dem. Det er deres instinkt at løbe efter et vildt dyr, når det flygter.

»Vi har tre skytter, som er ved at regulere bestanden til vinteren. Der bliver født 600-700 kalve om året, og lige så mange dyr skal skydes. Samtidig er vi på udkig efter en løsgående hund, og vi har fået tilladelse til at skyde af politiet,« siger skovrideren.

Ulve hitter i Jylland

Naturhistorisk Museum Aarhus og Institut for Bioscience-Kalø på Aarhus Universitet har som sagt lavet et kort, der viser, hvor ulvene i hovedtræk befinder sig: Sønderjylland, det vestlige Jylland, området syd for Herning-Silkeborg, området mellem Holstebro og Herning samt Thy.

Se kortet her.

I efteråret 2012 observerede og fotograferede fuglekiggere i Thy en ulv. Godt nok på lang afstand, men det var stadig første gang i næsten 200 år. Det var til at begynde med svært at slå fast, at det var en ulv, men 14 dage senere blev den fundet død. Og det var en ulv, viste en DNA-test. Den var fire år gammel og havde gået over 800 kilometer fra Sachsen i det tidligere Østtyskland. Siden har historier om ulve i Danmark været en realitet.

En ulv fortærer i løbet af et år, hvad der svarer til cirka et ton vildt, og derfor vil en bestand på 50-100 ulve i Danmark kunne fortære 4.000 rådyr eller 600-700 krondyr. Det er derfor ikke uden grund, at ulve frygtes i Danmark.

Senest i slutningen af november i år var der ulve-frygt i nærheden af Randers. Her fandt en hundelufter et rådyr, som var blevet bidt i struben, og hvor halsen var rykket ud helt ind til nakkebenet. En erfaren jæger, som var i nærheden, mente, der var tale om et ulvebid. Og i 2013 blev det slået fast, at en ulv havde dræbt 11 får i Skærbæk ved Tønder i Sønderjylland.