Luften over København vil  lørdag være tyk af helikopter larm og gadebilledet præget af stærkt bevæbnet politi på hvert et hjørne.

Ikke mindst omkring Christiansborg, hvor den svenske Muhammed-tegner Lars Vilks i eftermiddag skal modtage Trykkefrihedsselskabets ytringsfrihedspris, Sappho Prisen. Præcis en måned efter hans sidste besøg i Krudttønden på Østerbro og det brutale terrorangreb, der kostede to uskyldige livet.

Og netop derfor tages der ingen chancer denne gang.

Præcis hvor skærpet sikkerheden er, er ikke muligt at få oplyst, men ifølge tidligere operativ chef i PET, Hans Jørgen Bonnichsen, er den høj. Meget høj.

»Alene valget af stedet fortæller, at sikkerheden er skærpet til det allerhøjeste,« siger hans Jørgen Bonnichsen med reference til, at prisoverrækkelsen finder sted på Christiansborg.

Se med: BT følger begivenheden live fra Christiansborg

»Kigger man alene på de ydre omgivelser, ligger der de her bornholmske kæmpe granitblokke rundt om, som giver dét, man kalder »den ydre sikring« og som sikrer, at der ikke kan køre en lastbil ubemærket ind og en bombe kan sprænges i luften foran det potentielle mødelokale,« forklarer Hans Jørgen Bonnichsen og fortsætter:

»Og enhver der har gået en tur inde på Christiansborg ved, at procedurerne er som i en lufthavn, hvor du skal igennem sluser og metaldetektorer og alt, hvad der deraf følger.«

Og dertil kommer altså den ekstra bemanding og øvrige sikkerhedsforanstaltninger, som Bonnichsen ikke ønsker at gisne om.

»For alene det at tale om sikkerheden, er i sig selv en sikkerhedsbrist,« siger han.

Han tror dog ikke, at københavnerne har grund til at frygte en færden i området lørdag eftermiddag.

»Jeg ville ikke have en urolig time over det,« siger Bonnichsen ligeud.

»Det ville jo være fuldstændig tåbeligt, at angribe, når der er så meget fokus på sikkerheden.«

Københavns Politi bekræfter overfor bt.dk, at sikkerheden er skærpet, men at byens borgere ikke vil være generet af afspærrede gader omkring Christiansborg.

»Der vil være synligt politi og forskellige ting derovre, men hvis man ikke deltager i selve arrangementet, er det næppe noget, man vil lægge mærke til,« siger politiinspektør Mogens Lauridsen, som ikke desto mindre forventer en usandsynlig travl dag.

For udover den forhøjede sikkerhed i forbindelse med Lars Vilks' besøg, foregår der et par demonstrationer i København, ligesom der foregår et stort arrangement rundt om synagogen i Krystalgade, København, hvor muslimer danner en fredsring.

»Så det bliver en travl dag for politiet, men vi håber, at alt går stille og roligt,« siger Mogens Lauridsen.