Helsingørmotorvejen vil være spærret i begge retninger ved til- og frakørsel 3 (Kildegårdsvej) fra klokken 20 fredag til klokken 09:00 lørdag morgen.

Det oplyser Vejdirektoratet fredag.

Man opfordrer derfor bilister til at følge omkørslen ad Lyngbyvej.

Spærringen skyldes ikke vejarbejde, men arbejde med fjernvarme.

»Gentofte Fjernvarme skal have sat nogle fjernvarmerør op over motorvejen, og det kræver nogle kraner og andre maskiner, og derfor må man spærre motorvejen«, forklarer Søren Andersen, der er vagthavende ved Vejdirektoratet.

Helsingørmotorvejen er trods spærringen farbar helt til København - ligesom man også kan køre på motorvejen fra København, men bilerne må altså køre af motorvejen og ad Lyngbyvej forbi afkørsel 3, indtil der kan køres på motorvejen igen.

Spærringen har fredag aften givet lidt kø, men det har ikke været de store trafikale problemer, oplyser Søren Andersen.

Køen skyldes, at motorvejens tre spor bliver til ét spor, når bilerne skal køre ad Lyngbyvejen.