En motorcykel-milliardær, en fynsk ejendomsmillionær og en hemmelighedsfuld østjysk investor. De har alle tre det til fælles, at de af anklagemyndigheden er indkaldt til at vidne med Henriette Kjærs samlever, Erik Skov Pedersen, i sagen om million-bedrageri, der begynder i dag ved Retten i Lyngby.

Den 47-årige forretningsmand er tiltalt for i perioden fra 1. august 2009 og helt frem til 8. februar i år at have begået groft bedrageri og dokumentfalsk for 5,4 mio. kr., mens Henriette Kjær sideløbende - og efter alt at dømme uvidende om samleverens svindel - har passet sin karriere som politisk ordfører for De Konservative i Folketinget.

Anklagemyndigheden hemmeligholder listen over vidner - den såkaldte bevisfortegnelse - der skal møde op i retten og afgive forklaringer ved de to retsmøder henholdsvis i dag og 9. maj.

Men B.T. kan i dag offentliggøre flere af dem, der står på listen med vidner, der skal fælde Erik Skov Pedersen som allerede har tilstået bedrageri for 2,4 mio. kr. ved at snyde det fynske selskab KJ Ejendomsinvests ejer Borris Tangaa Nielsen til at udbetale ham salær for at videreformidle ejendomsprojekter.

Men anklagemyndigheden vil have Skov dømt for at have svindlet sig til yderligere tre mio. kr. Penge, som Skov selv påpeger er givet som lån og ikke som salær.

Anklagemyndighedens bedst kendte vidne er Danmarks 39. rigeste mand, Jesper Reinhardt, som nogle kalder 'milliardæren på motorcyklen'.

Jesper Rainhardt bekræfter over for B.T., at han er indkaldt til personligt at vidne ved retsmødet på mandag.

Jesper Reinhardt har allerede sagt under afhøring, at Erik Skov Pedersen har narret ejeren af KJ Ejendomsinvest til at tro, at Jesper Reinhardts firma, Buster Holding A/S, har købt et nybygget privathospital i Brøndby. Erik Skov Pedersen har herefter fået udbetalt en stor provision for den falske handel.

- Min underskrift er blevet forfalsket i maj-juni 2010 for at købe et privathospital - og det, jeg har fået at vide, er, at Skov har tilstået at have forfalsket min underskrift og at have lavet bedrageri i mit navn.

Det er en fuldstændig surrealistisk oplevelse, når en anden person har underskrevet sig som mig, sagde Jesper Reinhardt til B.T. 25. februar.

Ud over Jesper Reinhardts firma er også pensionsselskaberne Pension Danmark og PKA Pension blevet misbrugt af Erik Skov Pedersen i hans udspekulerede svindelnummer. Og derfor må det anses som mere end sandsynligt, at i hvert fald chefen for PKAs ejendomsinvesteringer Nikolaj Stampe - hvis underskrift Skov har efterlignet på falske købsaftaler - er indkaldt som vidne i retten.

Jokeren i sagen er Erik Skov Pedersens tidligere partner og pengemand Carsten Nielsen. Han er en hemmelighedsfuld investor fra den lille by Galten ved Skanderborg, og han er indkaldt som vidne ved retsmødet på mandag.

Hverken anklagemyndigheden eller Carsten Nielsen selv vil komme ind på sin rolle i sagen. Han er afhørt flere gange, og angiveligt har han hjulpet Skov med at skaffe kontakt til de mulige købere, som han senere har brugt i sit bedrageri.

Mans anklagemyndigheden har en liste med vidner, så har Erik Skov Pedersens forsvarer, Mia Wagner, slet ikke indkaldt vidner, der kan bakke op om Skov.

- Det er jo begrænset, hvor mange der har haft kendskab til sagen, så jeg har ikke indkaldt yderligere vidner, siger forsvareren.

Henriette Kjær er ikke indkaldt som vidne og vil efter alt at dømme heller ikke møde om som tilhører under de to retsmøder.