22 personer fra moskéen på Grimhøjvej i Aarhus er rejst til det borgerkrigshærgede Syrien, oplyser Østjyllands Politi.

En moské på Grimhøjvej 7 i Aarhus menes at spille en central rolle i trafikken fra Danmark til borgerkrigen i Syrien, skriver Jyllands-Posten.

Ifølge Østjyllands Politi er 27 personer fra Aarhus rejst til Syrien, og Aarhus Kommunes SSP-kontor oplyser ifølge avisen, at 22 af de udrejste er kommet i moskéen på Grimhøjvej. Det er første gang, at de danske myndigheder sætter tal på, hvor danske Syrien-krigere kommer fra.

»Vi lytter til forældrene og nogle af de unge, som rejser frem og tilbage. De siger alle, at der foregår noget omkring moskéen. Men præcis, hvad det er, har vi svært ved at gå ind i med de kontakter, vi har,« siger politikommissær Allan Aarslev fra Østjyllands Politis kriminalpræventive sektion til Jyllands-Posten.

I moskéen er de unge blandt andet blevet undervist af mindst to personer fra den yderligtgående del af det islamiske miljø: Den kontroversielle imam Abu Ahmed, som tidligere har undervist implicerede i de to terrorsager Glostrupsagen og Glasvejssagen, og den yderligtgående Abu Ubaydillah, der åbent har hyldet al-Qaedas terrorangreb og omtalt Osama bin Laden som sin »elskede«.

Der er dog ikke grundlag for at konkludere, at alle i moskéen på Grimhøjvej er involveret, siger politikommissær Allan Aarslev:

»Vi kan kun sige, at der et eller andet sted i forbindelse med moskéen foregår noget, som gør, at man motiverer unge til at rejse til Syrien. Om det handler om en mindre gruppe eller ej, kan jeg ikke sige«.

Abu Bilal, fast imam i moskéen på Grimhøjvej, tager afstand fra danskere, der kæmper i Syrien og siger, at han ikke var bekendt med, at de 22 var rejst dertil, før politiet kontaktede ham.

»Moskéer er åbne for alle nationaliteter, alle sprog. Derfor kan vi ikke vide, hvem der kommer og går. Vi kender ikke alle. Til fredagsbønnen i dag kommer der 3-400 mennesker,« siger han til avisen og tilføjer, at man på grund af ytringsfriheden ikke kan blande sig i, hvad undervisere taler om.

Den forklaring køber Aarhus borgmester, Jacob Bundsgaard (S), ikke. Han kræver, at moskéen tager ansvar for at sikre, at færre unge aarhusianere ender som »kanonføde« i Syrien.

»De er nødt til at anerkende, at de enten er en del problemet eller en del af løsningen på det her,« siger han og understreger, at man derfor vil »lægge pres på og meget skarpt opfordre« til handling.

»Vi er nødt til at se nogle initiativer, som viser både de unge og omverdenen, at de tager det her meget alvorligt,« siger borgmesteren til Jyllands-Posten.

Ifølge PETs seneste vurdering er over 90 siden 2012 rejst fra Danmark til Syrien. 11 af dem menes at være blevet dræbt i kamphandlinger, mens de hjemvendte menes at udgøre en alvorlig terrortrussel.

PET vurderer, at hovedparten af de udrejste har deltaget i kamphandlinger.