Den dræbte foran Synagoen i indre by var en 37 årig man ved navn  Dan Uzan. Det skriver Mosaisk Trossamfund i en pressemeddelelse.

Han blev dræbt ved indgangen til synagogen kl. 0.50 i nat, og var det andet offer for den formodede terrorist, der i morges blev dræbt af PET's specialstyrke i nat på Nørrebro.

»Gerningsmanden skød Dan Uzan, der opholdt sig ved porten for at foretage adgangskontrol til festen, samt to politifolk. Dan Uzan blev hårdt såret og omkom kort tid efter skuddene. De to politifolk blev såret, men er udenfor livsfare,« skriver Mosaisk Trossamfund i pressemeddelelsen.

»Dan Uzan var et barn af menigheden. Han tilbragte sin skoletid på den jødiske skole i København og blev senere uddannet cand. polit. fra Københavns Universitet. Dan var i sin fritid meget engageret i Det Jødiske Samfund. Han nåede at blive 37 år, før en terrorist fratog ham hans dyrebare liv natten mellem lørdag den 14. og søndag den 15. februar, skriver trossamfundet.

»Det Jødiske Samfund er i chok over angrebet, men alles tanker går først og fremmest til Dans efterladte og til de sårede politifolk og deres pårørende,« skriver Mosaisk Trossamfund i pressemeddelelsen.

Den 37-årige Dan Uzan var aktiv i Hørsholm Basketklub. En af vennerne, Jens Risom skriver således på Facebook:

»Jeg sender mine tanker til Dan's familie efter den tragiske hændelse i nat ved skyderiet ved den jødiske synagoge. Et dejligt menneske, som alle i og omkring Hørsholm Basket elskede højt.
Store Dan reddede i mine øjne en lang række mennesker i nat og bør for altid betragtes som en helt. Dan the Man - jeg vil savne dig«