34-årige Morten Beese Nielsen er en af de 128 betjente, der i 2015 fik orlov fra sit job som politiassistent. Efter ni år i den blå skjorte fik han nok, og 1. oktober forlod han korpset.

»Jeg kunne ikke stå inde for det politi, jeg arbejdede for. Jeg mødte på arbejde, men jeg var træt, havde ikke lyst og motivation til at udføre mit arbejde, og det var ikke med en indstilling til at yde noget ekstraordinært,« siger Morten Beese Nielsen.

Han forklarer, at der især efter terrorangrebene i København kom mange bevogtningsopgaver, som gik ud over det daglige politiarbejde. Og det øgede arbejdspres havde også en direkte indvirkning på hans privatliv:

»Vi var for få betjente, og til sidst blev det mere normen end undtagelsen, at vores weekender blev inddraget. Man kunne risikere at arbejde op til fire weekender i træk,« siger Morten Beese Nielsen.

Var det en svær beslutning at sige farvel?

»Nej, men den var undervejs i ca. 10 måneder, hvor arbejdsforholdene gradvist blev ringere og ringere. Til sidst var det en ret nem beslutning,« siger Morten Beese Nielsen, der tidligere har udtalt sig om problemerne til TV2.

Han mener, at man burde uddanne langt flere betjente, end der er lagt op til i politiaftalen. Og før der kommer flere hænder til at løse opgaverne, bliver det ikke bedre, spår han.

»Det overrasker mig på ingen måde at flere søger væk. Da jeg fortalte mine kolleger, at jeg ville søge orlov, var der rigtig mange, der gav udtryk for, at de også gerne ville. Men mange kunne ikke pga. økonomien,« siger Morten Beese Nielsen, der nu læser journalistik på Syddansk Universitet.

Hans orlov løber til oktober i år, men han er usikker på, om han vil tilbage til politiet.8ufjo