Morten Brorson-Hansen ’flækkede’ hjernen og blev dødsdømt af lægerne. Nu skal han på vildmarkstur i Australien.
Carina Melchior er ikke det eneste mirakel, som har taget fusen på lægerne. 30-årige Morten Brorson-Hansen blev også opgivet af lægerne efter en voldsom trafikulykke. Men han ville det anderledes. I dag skal han med flyet til Australien, hvor han skal på vildmarkstur.
Morten fortæller sin historie efter, at den såkaldte mirakel-pige, Carina Melchior, pludselig vågnede op i sygesengen efter, at lægerne havde fortalt familien, at det var et spørgsmål om tid, før hun ville dø, og hendes organer kunne gives til andre patienter på ventelisten.
Der var heller ikke meget håb, da Morten for cirka seks år siden kørte galt med sin knallert og slog hovedet.
- Jeg var i færd med at tage motorcykelkørekort og var ude at øve på en knallert. Jeg var 23 eller 24 år, siger Morten, som stadig har problemer, blandt andet med hukommelsen, efter sin ulykke.
Mortens talestrøm er lidt diffus. Man kan godt mærke, at han ikke helt er den samme person, som han var før ulykken. Men livskvaliteten lyser ud af ham.
- Jeg har vandret på Kilimanjaro, og nu skal jeg til Australien på walkabout. Det kan man vel godt prale lidt af, siger han.
’Jeg husker ikke noget’
Morten var ude at køre på landevejen på sin knallert, da der pludselig kom en bil ud fra siden og rammer ham. I bilen sad en kvinde, som kort tid før havde afleveret sine børn i børnehaven. Morten fløj af knallerten og blev slået dybt bevidstløs.
- Jeg ’flækkede’ hjernen. Jeg fik ikke kraniebrud, men hjernen tog skade alligevel, siger Morten og fortsætter:
- Jeg husker ikke noget selv. Jeg husker mit liv fra dengang. Skolen, for eksempel. Og de ting jeg lærte. Men ikke ulykken, siger han.
Kraniet er stadig helt, men Mortens hjerne er blevet revet i stykker inde i kraniet. Den unge mand blev ikke spået mange chancer af lægerne. Faktisk fik Mortens mor og to yngre søstre at vide, at Morten ikke ville overleve. De skulle forberede sig på det værste.
- Lægerne på Riget tror, jeg skal dø. De tror ikke, jeg overlever de første dage efter ulykken. Jeg havde jo faktisk slået hjernen fra hinanden.
Morten lå ødelagt i sin hospitalsseng. Slanger og ledninger stod ud af ham. Omtrent som en defekt hvidevare lavet af menneskekød. Men det gik ikke, som lægerne troede.
- Men tiden går, og jeg dør jo ikke. I stedet går det fremad. Ganske langsomt, lidt efter lidt. Men den rigtige vej hele tiden, siger han.
Hukommelsen er væk
Til lægernes store forbløffelse vendte Morten langsomt tilbage til livet. Ganske langsomt. Skridt for skridt. Til sidst kom Morten sig så meget, at han var klar til genoptræning.
Det blev en lang, hård tid. Men Morten kæmpede og kan nu klare sig selv fuldstændigt i dag.
- Min hukommelse er smadret. I gamle dage havde jeg klæbehjerne. Jeg har også lammelser i venstre side stadigvæk, siger han og fortsætter:
- Når jeg tænker tilbage på, hvordan det var før, så synes jeg, at jeg var så rig. Rig på hvad jeg kunne. Og rig på penge også. Jeg kunne jo arbejde med, hvad jeg ville. I dag er jeg heldig, hvis jeg kan finde noget arbejde, som jeg kan udføre. Men alligevel synes jeg, det er stort, når det sker, siger han.
På Mortens væg hænger et verdenskort, der er spækket med små mærker. Hvert mærke repræsenterer et sted, som Morten har været siden ulykken.
- Jeg har været i Mexico, Reykjavik, Tyrkiet, Japan, New Zealand, Uruguay..., lyder Mortens stemme, mens han remser mange flere stednavne op. Var det gået, som lægerne troede, så havde der ikke hængt noget verdenskort. I stedet havde væggen været tom. Og Morten havde været under en sten på kirkegården.
