Den svindelmistænkte dansker levede et liv i overhalingsbanen i Singapore

En dansk mand er mistænkt for at have stået bag den svindel, der sendte olieselskabet OW Bunker i knæ.

Den svindelmistænkte dansker levede efter sigende et liv på første klasse i Singapore, hvor bedraget skulle have foregået.

- Jeg har mødt ham et par gange her i Singapore og hilst på ham. Han virkede som en frisk fyr, med masser af fart på. Sådan lidt 80’er Wall Street-agtig. Men sådan er hele den branche. Det er det vilde vesten, fortæller en anden dansker, der arbejder i Singapore, men som ønsker at være anonym.

Han fortæller videre, at den mistænkte mand for kun en måned siden var oplægsholder på en asiatisk bunker-konference. Her kommenterede han blandt andet på svindel i branchen.

Få uger senere kom det frem, at han efter sigende havde været med til at svindle for et trecifret millionbeløb. Den mistænkte har arbejdet for OW Bunker siden 2004. Det er topledelsen i det konkurstruede firma selv, der har udpeget Singapore-datterselskabet som medvirkende til svindelen. To lokalt ansatte skulle, ifølge business.dk, have medvirket til svindelen.