Vi er kun godt en måned inde i efteråret, men hos Mødrehjælpen er blikket allerede rettet mod julen - og de mange økonomiske udfordringer højtiden medfører for fattige familier.

Torsdag åbner organisationen derfor op for ansøgninger til julehjælp, som man forventer vil slå rekord igen i år.

»Vi regner med, at vi kommer op over 6.000 ansøgninger i år. Det er en stigning på godt fem procent i forhold til sidste år,« siger direktør Mads Roke Clausen.

En del af forklaringen på den forventede stigning er ifølge direktøren, at der er kommet et større kendskab til Mødrehjælpen og tilbuddet om julehjælp.

En stor del af ansøgerne må dog gå forgæves, for kriterierne for at få hjælp er fortsat stramme.

»Vi kigger både på økonomi, trivsel og om der er sket en social hændelse. Socialrådgivere går alle ansøgninger igennem, så man kan være sikker på, at det er de familier, hvor børnene har det største behov, der får pengene,« siger Mads Roke Clausen.

Det store pres på julehjælpen betyder også, at organisationen skal kæmpe ekstra hårdt for at skrabe donationer ind.

Sidste år nåede Mødrehjælpen først at få penge nok til de trængte familier få dage før jul, og derfor appellerer man allerede nu til, at flere personer giver donationer.

I december 2014 fik to ud af tre ansøgere til Mødrehjælpens julehjælp afvist deres ansøgning.