____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Der er intet, der tyder på, at der var noget galt, da en helikopter fredag middag styrtede ned i havet mellem Sjælland og Samsø. Det fortæller Naviair, som står for at sikre effektiv trafikstyring i luften.

- Vi havde kontakt til helikopteren fem minutter før, den skulle lande på Samsø. Her var der ikke noget, der tydede på, at der var noget unormalt. Der blev kun snakket om vejrforholdene, hvilket er helt almindeligt, siger kommunikationsmedarbejder fra Naviair Jan Eliassen til bt.dk.

Helikopteren var fløjet fra Sjælland og skulle have landet på Samsø.





- Vi ved ikke med sikkerhed, om de har kaldt 'mayday', men vi har ikke modtaget nogen opkald fra piloten. Derfor formoder vi, at alt forløb helt efter bogen, siger Jan Eliassen.

Naviair bekræfter desuden, at der var fire personer om bord på helikopteren, da den styrtede ned.

Alarmen om helikopterstyrtet kom til Midt- og Vestsjællands politi via SOK klokken 11.59 fra en sejler i området, som havde set helikopteren styrte i havet.

En stor eftersøgning med deltagelse af to patruljebåde og en fregat fra søværnet, to helikoptere samt et fartøj fra kystredningsstationen i Grenå blev straks sat i gang. Desuden er Kalundborg Brand og Redning på havet med en redningsbåd og får assistance fra lodsbåden fra Kalundborg Havn.

Ved 14-tiden lykkedes det en redningshelikopter at bjærge to omkomne og enkelte vragrester. Senere på eftermiddagen er der yderligere fundet to sæder, flyets propel samt andre vragdele.

Søværnet sørger for, at både i området bliver sendt væk og holdt på afstand.