Jonas Rathje, chefredaktør, BT
Jonas Rathje, chefredaktør, BT Foto: Ida Marie Odgaard

Mission '40+ på Tinder' fortsætter - i denne uge udkommer jeg med den snart patenterede 'mænd/kvinder - offentlig/hemmelig'-model, der organiserer al god Tinder-visdom

I sidste uge forsøgte jeg at analysere konkurrencesituationen på Tinder ved hjælp af management-modellen Porters Five Forces. Efterfølgende blev jeg dog taget i skole i forhold til min analyse af antallet af kunder: Jeg blev oplyst, at nok var der masser af ‘kunder’ (som jo i dette tilfælde er mængden af kvinder) på Tinder, men at “skræmmende få” søgte mænd “helt op til 40 år”. Analysen eroderer.

ss

Ellers var reaktionerne blandede. Mildest talt.

På et socialt medie fik jeg således et frisk tilbud om bare at sige til, hvis jeg inden lanceringen af mit produkt, (som jo er mig selv), ønskede at 'teste mit produkt i målgruppen', mens en mindre venligsindet type med en snedig reference til klummens management-ramme var mere brysk og postede om, at jeg nok have fået tatoveret 'LEAN' (som jo betyder ‘mager’) efter en anden smart management-model på mit 'værktøj', som han udtrykte det. Clever.

Jeg fik også en venneanmodning fra en ‘datingcoach’ - en titel, jeg ikke på forhånd kendte til, men som jo bestemt kan være rar at have i baghånden i et projekt som mit forestående.

Endelig fik jeg fra nær og fjern en masse velmenende råd om, hvordan jeg bør agere på dating-tjenesten i forhold til alt fra profil-billede, beskrivende tekst og generel opførsel.

Dem har jeg forsøgt at finde og organisere ved hjælp af et ‘go to’-kneb i moderne management: Øvelsen at fremtrylle fire kategorier ved at krydse to akser. Vupti, så har man et system.

I mit tilfælde bliver den ene akse kvinder/mænd, mens den anden bliver offentlig/hemmelig alt efter om rådene er givet synligt i en facebook-tråd, så alle kan se afsenderen, eller de er kommet i en privat - og dermed hemmelig - besked.

Følgende synes at stå klart: Drop solbriller og dick pics. Modtaget.

Fortsættelse følger...

 

SMS

Hitter på Facebook