To af flagskibene i 2000ernes borgerlige kulturkamp om folkeskolen, kanonlisterne for dansk og historie, vil sandsynligvis bestå i deres nuværende form også efter den folkeskolereform, som børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) planlægger at få på plads dette efterår.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

Tilbage i februar vedtog et folketingsflertal bestående af regeringspartierne, Enhedslisten og Liberal Alliance et beslutningsforslag om, at kanonlisterne, der opstiller 14 danske forfatterskaber og 29 historiske begivenheder, som folkeskolen skal præsentere eleverne for, »i højere grad skal bruges som inspiration til folkeskolens lærere«.

Men selvom der således er en overvejende stemning for at gøre kanonlisterne rent vejledende i de partier, som siden folketingsvalget i 2011 har haft flertal, afviser ministeren at overlade dette spørgsmål til politikere.

- Det er naturligt, vi drøfter spørgsmålet om kanonlister, når vi forhandler en ny folkeskolereform, men det er ikke omdrejningspunktet. Målet med reformen er at skabe et fagligt løft, og i forhold til dette er kanonlister en lille ting, siger Christine Antorini.

Hun tilføjer, at selvom kanonlister ikke er et emne, hun selv vil drage ind i forhandlingerne, er hun klar over, at det er der andre, der vil.

- Men kanonlisterne er en del af Fælles Mål for folkeskolen, og jeg vil ikke være med til at foretage ændringer heri, medmindre det bliver anbefalet af et ekspertpanel, siger hun.

Dermed er det altså udelukket, at for eksempel ordførerne fra Radikale Venstre eller SF her og nu kan få afskaffet de obligatoriske kanonlister. Omvendt har de borgerlige partier i forligskredsen, V, K og DF, heller ingen garanti for, at listerne forbliver obligatoriske mange år frem.

Men ligesom kanonlisterne i sin tid blev opstillet af ministerielle ekspertudvalg, skal der altså et tilsvarende udvalg til at ændre på dem. Ministeren behøver ikke at have et politisk forlig bag sig for at kunne ændre på kanonlisternes status. De er nemlig ikke en del af selve folkeskoleloven, men dens tilhørende bekendtgørelser, som den siddende minister uden videre har myndighed til at ændre på.

BNB