Vi bør ikke sprogteste alle treårige børn, mener børne- og socialminister Mai Mercado (K) om KL's udspil.

København. Selv om nogle børn ligger alt for langt bagud, når de begynder i skolen, så skal vi ikke sprogteste alle treårige. Pengene er bedre brugt uden en obligatorisk sprogtest.

Det mener børne- og socialminister Mai Mercado (K) om et nyt udspil fra Kommunernes Landsforening (KL).

I 2010 ophørte den tvungne sprogtest. Nu testes kun de børn, som pædagogerne vurderer har sprogproblemer.

- Jeg er fuldstændig enig med KL om problemet. At nogle børn er alt for langt bagud. Det skal vi sætte ind over for. Jeg er lidt mere usikker på, om løsningen præcis er, at alle skal sprogvurderes, siger Mai Mercado.

- Vi skal altid vurdere, om ressourcerne er brugt bedst muligt. Hvis vi har børn med et meget velfungerende sprog, så behøver vi ikke sprogteste dem.

Folketinget førstebehandler tirsdag hendes lovforslag om sprogtest af toårige børn. Alle treårige med sprogproblemer tilbydes 30 timer om ugen i dagtilbud. Dansk skal være hovedsprog, når børn passes i private ordninger.

- Det skal ramme dem, som ikke har tilstrækkelig dansk. Det både være danske familier og familier med en anden baggrund. Kommunerne får mulighed for at sprogvurdere tidligere, siger Mai Mercado.

- Fordi vi ved, at en tidlig indsats er altafgørende. På nogle strækninger kan det være for sent, hvis man først begynder at sprogvurdere i treårs alderen.

Mai Mercado mener, at KL's forslag ikke "ligger lige for." I 2010 fjernede Folketinget tvungen sprogtest, så kommunerne slap for unødigt bureaukrati, påpeger hun.

- I en tid hvor man skal prioritere ressourcerne, så ligger det mere for, at man har nærvær med børnene. End at bruge tiden på at lave sprogtest med børn, som har et veludviklet sprog, siger børne- og socialministeren.

/ritzau/