Skatteminister Karsten Lauritzen (V) langer ud efter Skat efter BTs afsløring i dag om beslaglæggelsen af autoforhandller Thomas Brix' bil på grund af noget øl og vin i bagagerummet.

»Der er tilsyneladende et problem med den måde, man administrerer beslaglæggelser på. Derfor vil jeg også se på, om vi har den rette administrative praksis,« siger ministeren.

Reaktionen kommer, fordi BT dag kan fortælle om autoforhandler Thomas Brix fra Vordingborg. der i januar måned i år blev stoppet af politiet i Rødby. Og efter at have kontaktet en medarbejder fra Skat, fik Thomas Brix valget mellem at betale 600.000 kroner eller få bilen beslaglagt. Årsag: Han havde valgt at handle lidt vin og seks rammer øl ind i en bordershop, før han steg på færgen fra Puttgarden. Og da han som en del af sin forretning henter biler til danske kunder fra Tyskland og derfor bruger prøveplader, mente Skats medarbejder, at der var tale om 'godstransport i en uindregistreret bil.' Da han ikke ville betale, blev bilen beslaglagt og såvel byret som landsret har efterfølgende slået fast, at Skat ikke måtte beslaglægge hans bil.

Du kan læse hele Thomas Brix' historie her:

Thomas Brix kalder Skats fremgangsmåde for bøllmetoder, og de får Karsten Lauritzen til at reagere:

»Jeg må ikke gå ind i de konkrete sager, men da jeg trådte ind i Skatteministeriet for halvandet år siden, sagde jeg til medarbejderne, at den sunde fornuft skal råde i forhold til kontrollen og den måde, man møder borgerne på. Den rette balance skal findes, og jeg kan godt forstå, at der er nogle borgere, som kan føle, at der ikke er sammenhæng mellem forseelsen og så de strafredskaber, som Skat tager i brug,« siger han.

Kan det være rigtigt, at en borger i mindre sager skal ty til domstolene for at få ret i en sag?

»Når man læser domsudskriften, så er jeg glad for, at dommeren kommer til det resultat, som han gør. Begår man en fejl og ikke overholder reglerne for prøveplader og registreringsafgift, så skal det straffes hårdt. Men det skal være dem, der svindler bevidst, og ikke dem, der ved et uheld kommer til at begå en fejl som i det her tilfælde.«

Hvordan vil du gøre op med medarbejdere i Skat, der bliver for nidkære?

»Skat skal gå efter de store fisk, og finder man ud af, at skattelovgivningen ikke er overholdt, så skal Skat reagere. Men der skal også være sund fornuft, og konsekvensen skal også hænge sammen med forseelsen. Og er der enkelte, som ikke har den sunde fornuft, så må vi arbejde på at få ændret kulturen.«

Der anvendes åbenbart stadig bøllemetoder, så har du gjort arbejdet godt nok?

»Jeg skal ikke dømme i den konkrete sag, det tror jeg, BTs læsere selv kan, men man skal lade den sunde fornuft råde, og det sker ikke i alle tilfælde,« siger Karsten Lauritzen.