B.T. har siden oktober 2009 forgæves forsøgt at få Forsvaret selv til at lægge blodpenge-tallene frem. Dette er hidtil blevet afvist med den begrundelse, at for meget opmærksomhed omkring emnet, ville øge risikoen for at Taleban ville afpresse de efterladte beløbsmodtagere. Det er den nye forsvarsminister, Nick Hækkerup, der nu har valgt at trodse Forsvarets beslutning ved at fortælle, at man de seneste tre år har udbetalt 1.9 mio. kr.

- Jeg lægger tallene frem, fordi jeg synes Forsvaret skal være så åbent som muligt. Jeg tror på, at ved at vi fortæller, hvad vi gør, så får vi den respekt, som jeg mener, vi fortjener, siger Nick Hækkerup, der dog ikke vil ud med, hvad et menneskeliv er blevet prissat til af Forsvaret. 

- Det kan jeg ikke sige noget om. 

Forsvarets top ønsker ikke at kommentere ministerens beslutning, der går direkte imod forsvarets egen vurdering. 

En af dem, der flere gange har efterlyst mere åbenhed omkring blodpengene er Enhedslistens, Frank Aaen. Han mener ikke ministeren er gået langt nok.

- Jeg forstår ikke, hvorfor man ikke kan offentliggøre de konkrete informationer som andre lande som England og USA gør, siger han.

Mens ministeren her henviser til forsvarets vurderinger om, at Taleban vil kunne finde på at afpresse de lokale, kan man dog få et fingerpeg om prisniveauet for dræbte børn ved at kigge over atlanten. Her har amerikanerne oplyst, at pårørende til et dræbt barn maksimalt kan få udbetalt 2500 dollars (14.700 kroner, red.) af amerikanske styrker i Afghanistan.