Erhvervsuddannelser bør ikke have adgangskrav, mener børne- og undervisningsministeren. I stedet bør man tænke i alternative praktik og andre aftaler, lyder det fra socialdemokraten.

Det er en skidt idé at indføre adgangsbegrænsning på de mest populære erhvervsuddannelser inden for byggeriet, mener børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S). Det skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Udtalelsen fra ministeren falder på baggrund af forslag fra både Dansk Byggeri og installatørernes organisation Tekniq om at lave kvoter på de mest populære uddannelser, eksempelvis tømrer-, elektriker og bygningsmaleruddannelserne.

- Det overrasker mig meget, og jeg har ikke fået ønskerne præsenteret. Hvis baggrunden er, at der lige nu og her er stor mangel på praktikpladser, så synes jeg vi i stedet skal kigge på alle de muligheder, der er med skolepraktik og korte aftaler. Hvis organisationerne mener, at der uddannes flere, end der bliver brug for på arbejdsmarkedet, så er det nyt for mig, siger hun til Licitationen og fortsætter:

- Vi kigger på prognoserne for det fremtidige arbejdsmarked, og der er intet, som tyder på, at der ikke er arbejde til dygtige håndværkere også i fremtiden. Det er en myte, at vi kun skal være et videnssamfund. Vi skal være et videns- og produktionssamfund, og det kræver også, at byggeriet har tilstrækkeligt med dygtige håndværkere, siger hun.

Antorini oplyser, at hvis rådet fra arbejdsmarkedets parter er, at der uddannes for mange til visse fag, så tager hun naturligvis en drøftelse med parterne.

BNB