Lad aldrig dit dyr være alene nytårsaften. Det risikerer at blive angst for både fyrværkeri og for at være alene hjemme.

Optræd roligt, når klokken slår tolv. Er du ophidset, spændt eller bange, bliver dit dyr det også. Opfør dig som du plejer, tal muntert til dit dyr og ignorer bragene og dens frygt.

Træk persiennerne ned og afspil evt. beroligende musik i det rum, hvor dit dyr opholder sig. Lav en hule, hvor dyret kan føle sig tryg og selv gå ind og ud. Gør det i god tid inden nytårsaften, så dit kæledyr kan vænne sig til den.

Bliver der fyret meget af i nærheden af dig, så tag på forhånd din hund med til et roligere sted. Husk at kenneller ofte er optagede flere måneder i forvejen. Undgå at der bliver fyret bordbomber af, mens dit dyr er til stede.

Især hunde kan forberedes på de høje lyde, der gør dem bange nytårsaften. Køb en legetøjspistol og træn din hund til at lære, at høje, pludselige lyde ikke er farlige.