Bilpendlere spilder tid svarende til 22.000 fuldtidsjob i bilkøer på årsbasis. Men Københavns andel af problemet er faldet.

Trafikken i Hovedstadsområdet er vokset, og det samme er trængslen, særligt i morgenmyldretiden.

Det fremgår af en ny rapport fra konsulentfirmaet Cowi, der for Transportministeriet har opdateret en tidligere tilsvarende undersøgelse, der blev udgivet i 2004. De nye tal offentliggøres i dag og viser, at bilisterne nu spilder så meget tid på vejene, at det svarer til 8,5 mia. kroner eller 22.000 fuldtidsstillinger på årsbasis, skriver Berlingske.

Den værste trængsel finder man på en tredjedel af Hovedstadsregionens veje, hvor 84 procent af spildtiden opstår. Det samlede transportarbejde steg fra 2001 til 2007 med 18 procent, men siden den økonomiske krise satte ind, er trafikken faldet med fire procent. Antallet af spildte timer bag rattet er vokset dobbelt så hurtigt som trafikken, med 33 procent, fra 2001 til 2010.

Den tidligere undersøgelse, der byggede på trafiktællinger i 2001 og 2002, blev for et halvt år siden i en rapport fra Dansk Logistik og Handel og FDM kritiseret som fejlagtig, fordi den undervurderede trafikken på motorvejene og overdrev trængslen i Københavns indre bydele.

I den nye rapport er Københavns og Frederiksbergs andel af trængslen faldet til 40 procent, mens motorvejenes andel af trængslen er steget fra 11 til 19 procent. Trængslen i København udvikler sig altså langsommere end trængslen som helhed.

Transportminister Henrik Dam Kristensen (S) mener, at rapporten dokumenterer, at de trafikale udfordringer er stigende, selv om betalingsringen blev opgivet i årets start. Og selv om rapporten, der bygger på data fra 2010, ikke indregner de trafikale forbedringer efter udvidelsen af motorring 3, Holbæk­motorvejen og de planlagte udvidelser af Køge Bugt og Helsingørmotorvejen, er Henrik Dam Kristensen ikke i tvivl om, at trængslen fortsat vil stige.

- Lysten til at tage ind til hovedstaden bliver jo ikke mindre, siger han til Berlingske.

Han mener, at den trængselskommission, der blev nedsat efter betalingsringens fald, kan bruge rapporten i arbejdet med sammenhængende forslag om trafikken i hovedstadsområdet.

Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentsen, mener ikke, at der er så meget nyt i oplysningen om, at der er trængsel i København.

- Vi er godt klar over, at der er trængsel. Derfor har vi iværksat en række investeringer, der vil lette markant på trafikken – for eksempel metrocityringen – ligesom vi styrker jernbanen og udvider nogle af indfaldsvejene. Det er også nødvendigt, at den kollektive trafik kommer til at hænge bedre sammen. Men folk skal også have lov til at bruge deres bil. Med en østlige ringvej om København (havnetunnelen, red.) kan vi rense midtbyen for en stor del af trafikken, og den kan vi anlægge som et offentligt-privat samarbejde med en delvis brugerbetaling. Og her og nu kan vi forlange, at kommunerne og staten planlægger anlægs- og vedligeholdelsesarbejder med fremdriften på vejene for øje. Jeg ved godt, at en del arbejde i København skyldes metrobyggeriet og renoveringen af Nørreport. Men meget andet bliver ikke afsluttet og ligger i måneder eller år og skaber meget unødvendig trængsel.