Danske soldater skal lære at tænke grønt, for når lande går i krig, handler det ikke kun om at have de største kanoner, men også om at få mest ud af ressourcerne under vanskelige forhold.

Mens danske soldater satte liv og helbred på spil i Afghanistan, blev store ressourcer sendt ud i den blå luft, skriver Jyllands-Posten.

Britiske og danske militærkilder vurderer, at hver gang der skulle bringes en liter dieselolie ud til soldaterne, brugte man syv liter på at få den ene liter frem.

Tankvogne med brændstof blev i Afghanistan af sikkerhedshensyn fulgt af flere kampvogne, der hver blot kan køre få hundrede meter på en liter dieselolie, og derfor var tankvognen nødt til at have følgeskab af adskillige tankvogne alene med brændstof til kampvognene.

Ifølge Jyllands-Posten brugte de NATO-ledede styrker i Afghanistan på et tidspunkt fire millioner liter brændstof om dagen, og mange hundrede amerikanske soldater og lokale ansatte mistede livet alene i forbindelse med angreb på transporterne af brændstof.

Man bliver derfor nødt til at tænke miljø og klima ind i militærstrategierne, mener professor Michael Goodsite, der er leder af Institut for teknologi og Innovation ved Syddansk Universitet og tidligere elitesoldat i den amerikanske hær.

»Militæret skal ikke spare på ressourcerne for at være grønne, men fordi det giver mening og fjerner mange risici ude i felten, når man ikke skal flytte så mange ressourcer. Det giver i sidste ende færre tab både i forhold til soldater og materiel,« siger han og peger både på militærlejrene ude i felten, på forbruget af vand, håndteringen af affald, biogas og ikke mindst solceller som vigtige ting at fokusere på, skriver Jyllands-Posten.