Normalt er der ikke ret meget andet end højt humør og optimisme at spore hos Mikkel Beha og resten af familien, som mange danskere har lært at kende og holde af gennem tv-programmet 'Kurs mod fjerne kyster'. Men for tiden er det svært at få humøret helt op at ringe, fortæller Mikkel Beha.

Sidste år kom det frem, at hans far - den folkekære, danske forfatter og eventyrer Troels Kløvedal - er dødeligt syg af nervesygdommen ALS.

I et interview med magasinet Psykologi åbner 50-årige Mikkel Beha nu for første gang op om den sorg, han oplever ved at vide, at hans 73-årige fars dage er talte.

»Jeg glæder mig ikke lige så meget over alle de ting, der går godt, som jeg plejer at gøre. Og det er jeg ellers virkelig god til. At glæde mig. Det er svært at få armene helt op over hovedet, fordi der ligger den dér med, at man skal sige farvel til sin store, stærke far. Som man er vant til er der,« siger han til Psykologi.

Da Mikkel Beha var bare 39 år gammel, mistede han sin mor, der døde af kræft som 58-årig. Nu er han ved at indstille sig på at miste sin far.

Han fortæller, at han i øjeblikket bruger så meget tid som muligt med Troels Kløvedal. Hver gang Mikkel Beha har afsluttet en af sine mange arbejdsdage med foredrag i Jylland, tager han til Djursland, hvor han besøger sin far. Her hygger de sig, ordner ting og kan bare sidde ved bordet uden at sige særligt meget.

Trods den alvorlige sygdom er Troels Kløvedal endnu helt frisk i hovedet, han er i gang med sin 18. bog, og som hans søn siger, er det ikke, fordi han 'er ved at lægge ham i graven'. Men tanken om, at man som regel kun lever tre til fem år med ALS, er svær at acceptere.

Dog er den 73-årige, tidligere eventyrer helt afklaret med at skulle dø. Mikkel Beha fortæller i interviewet, at hans far har levet det liv, han ønskede. Han har fået de børn, han ønskede, rejst alle de steder, han gerne ville, og boet på den gård, han drømte om at bo på.

Fra den 31. januar kan man igen følge Mikkel Beha og familien på eventyr, når fjerde sæson af 'Kurs mod fjerne kyster' har premiere på TV 2.