Trods truende skyer, holdt vejret tørt til Sankt Hans på Marienborg, hvor Lars Løkke Rasmussen havde inviteret Mikkel Beha, Brødrene Olsen og danskerne til havefest.

»Det er med vejrudsigter, som det er med meningsmålinger, man kan ikke stole på dem,« indledte Lars Løkke sin velkomst til Sankt Hans og hentød til de mørkegrå skyer, der havde luret over Storkøbenhavn hele fredagen.

Traditionen tro blev Sankt Hans Aften afholdt på Marienborg Slots have i Lyngby, hvor årets længste dag blev markeret for ottende år i streg. Knap 200 danskere var mødt op med regnjakker bundet om livet og en paraply under armen.

Traditioner var også i højsædet sammen med en hyldest af de danske værdier, da TV2-værten Mikkel Beha holdt sin tale foran det utændte bål og med Furesøen i baggrunden. Både højskolesangbogen og plien med holde for hinanden i en fodgængerovergang, fremhævede Mikkel Beha under talen.

Netop de danske værdier fortalte Mikkel Beha, at han har lært at sætte ekstra pris på, efter han sammen med sine to ældste sønner, Emil og Theis, og kone har rejst verden rundt på skibet Havana i TV2-programmet ’Kurs mod fjerne kyster’.

»Det med at rejse ud, følger jo også glæden ved at vende hjem, og den glæde kan sagtens måle sig med at rejse,”« sagde Mikkel Beha og tilføjede:

»Jeg glæder mig over, at de ikke er korrupte i vores lufthavn og vil have 1000 kroner for at lukke os ind i landet, og man kan komme hurtig til på sygehuse, hvis der sker en noget. Og jeg elsker vi har et skattesystem, der fungerer... Undskyld, der blev jeg vist lige revet med,« sagde Mikkel Beha og blev mødt med grin og klapsalver fra publikum over sidstnævnte kommentar.

'Længsel efter lyse nætter'

Mens talen stod på, buldrede studentervogne i det fjerne med nyudklækkede studenter, der fejrede deres frihed efter tre års slid.

Og tre år var også, hvad hans to ældste sønner brugte på verdenshavene og i de varmere lande, men alligevel er de alle vendt hjem til Danmark. Særligt én ting savnede Mikkel Beha, da han var ude.

»Alle der har været i nærheden af ækvator, kender de lange nætter, og længslen efter de lyse nætter er en af de stærkeste, når vi er til søs under varmere himmelstrøg,« sagde han afslutningsvis i sin tale meget apropos aftenens begivenhed.

Men aftenen skulle ikke kun byde på fejring af fædrelandet, da Mikkel Behas tale var slut, kom den legendariske duo Brødrene Olsen nemlig på scenen med deres nummer ’San Francisco’, der fik statsministerens og publikums arme over hovedet.

Lars Løkke Rasmussen fik ret, publikum kunne ikke regne med vejrudsigten, de kunne nemlig se bålet blive tændt i tørvejr på Marienborg Slots have.