Mikael Bertelsen flyver videre på Radio24syv

Der var tre, der var to - og nu er der én tilbage. Kanalchefer på Radio 24syv.

- Mikael fortsætter som chef, men det er klart med de ændringer, der er sket på det seneste, får vi brug for at omorganisere, siger direktør Jørgen Ramskov.

Ramskov fortsætter som direktør, og som overordnet chef for både radioens nyheds- og aktualitetsafdeling og for programredaktionen, som blev ledet af Brügger og Bertelsen. Sidstnævnte fortsætter som kanalchef. Ramskov vil ikke umiddelbart uddybe, hvad Bertelsen kommer til at beskæftige sig med. Brügger blev fyret i sidste uge. Chefredaktør Suzanne Moll har selv valgt at stoppe.

Suzanne Moll: Derfor går jeg fra Radio24syv

Der ansættes i stedet en chef til de administrative opgaver på kanalen.

-  Mikael fortsætter som kanalchef. Og han kommer til at få et stort aftryk på den nye struktur, det ville være helt ulogisk og forkert, hvis ikke han fik indflydelse på den proces, som han selv har været med til at sætte i gang, siger bestyrelsesformand for Radio24syv Lisbeth Knudsen til bt.dk.

Mikael Bertelsen har holdt lav profil efter fyringen af Mads Brügger. De to tidligere DR-journalister har kørt parløb i mere end ti år, især deres samarbejde omkring DR2-programmet 'Den 11. time'  vakte opsigt. Derfor er det en interessant historie, når parløbet pludselig ophører. Og hovedpersonerne ikke ønsker at kommentere sagen.

- Selvfølgelig har det været træls med al den negative omtale på det seneste. Det kunne jeg godt have undværet. Vi har sagt 16-17 gange i medierne, at der ikke har været eller er tale om samarbejdsproblemer på Radio24syv, men vi kan jo ikke stoppe skriverierne. Til gengæld ved lytterne, at der ikke har været forandringer at bemærke i radioen. Vores programmer har den samme kvalitet i dag, som de havde i går og får igen i morgen, siger Ramskov.

Fyret Mads Brügger: Jeg har tabt slaget

Efter fyringen for en uge siden er Mads Brügger kommet med forskellige mere eller mindre subtile ytringer på facebook. I dag har han linket til en historie om formiddagens krisemøde på Radio24syv.

Mads Brügger valgte i går at uddybe sit radiostop i Politiken.

- Jeg har ikke modtaget en klar formaning af Jørgen Ramskov, hvor det eksplicit blev sagt, at hvis jeg ikke ændrer adfærd i den ene eller anden retning, så bliver jeg fyret. Det kom fuldstændig som et lyn fra en klar himmel, siger han.

- Jeg vil også gerne understrege over for offentligheden, at det er ikke klicheen om den styrvoltiske rødtop, der har haft en absence og er gået amok. Det er ikke, fordi jeg har forløbet mig på noget tidspunkt. Jeg vil også gerne sige, at det er mig, der har insisteret på, at det klart skulle fremgå, at jeg er blevet fyret, og at det skulle ske med det samme. Jeg blev tilbudt en sortie, hvor det skulle hedde sig, at jeg gik frivilligt for at hellige mig egne projekter – at lave film og så videre, siger Brügger i Politiken.

Læs også: