For syv år siden var Michael Madsen en glad og aktiv mand. Blind, ganske vist, men det levede han med. Gammel programmør, der underviste andre blinde i IT. Sejlede med konen og kom let rundt i byen med sin tro følgesvend, førerhunden Lakrids.

Det var dengang. Så var der Omniscan.

Michael Madsen skulle scannes. Og fik to indsprøjtninger med Omniscan på to år:

- Allerede dagen efter havde jeg problemer med at gå ordentligt, det kløede over hele kroppen, og jeg havde problemer med at skrive ordentligt på computer, siger Michael Madsen.

Nu sidder Michael Madsen hjælpeløs i en kørestol, kan ikke bruge sine hænder og har brug for hjælp døgnet rundt. Han er plaget af smerter og bliver nødt til at træne for at symptomerne ikke skal blive værre.

- Jeg har ikke tillid til sundhedsvæsnet længere. Jeg er rædselsslagen for at få indsprøjtninger – jeg vil ikke engang lade mig vaccinere, siger Michael Madsen.

Michael Madsen fik Omniscan første gang i 2003. Han skulle have en ny nyre, og inden da skulle han scannes. Men først to år senere fik han sin anden dosis Omniscan, og her gik det for alvor galt.

Han havde fået transplanteret en nyre, men blodet løb ikke ordentligt igennem. Han var bevidstløs efter operationen, og tre læger besluttede at lave en MR-scanning på den bevidstløse nyrepatient med en dertil hørende Omniscan-indsprøjtning.

Angreb kroppen indefra


Netop på grund af den stærkt nedsatte nyrefunktion passerede det indkapslede tungmetal gadolinium ikke ud igennem urinen inden for få timer, som det gør hos patienter med raske nyrer.

Med tiden forsvandt indkapslingen og det giftige tungmetal ødelagde Michaels krop indefra.

Han kunne ikke stå oprejst, fingre og led hævede op, og Michael kunne ikke åbne sine hænder – for ikke at tale om smerterne. I dag er Michael bundet til en kørestol, og han er afhængig af sine hjælpere, der er hos ham døgnet rundt.

Tilstanden rammer den tidligere selvstændige mand hårdt.

- Jeg har altid kunne hjælpe andre med at lappe en cykel, eller som da jeg underviste i IT i blindesamfundet, nu er det mig der skal have hjælp. Det giver mig angst for at være alene, jeg kan jo ikke redde mig selv ud af huset, hvis det skulle brænde.