Therese Bagges sjældne kræftform betød, at Kræftens Bekæmpelse og diverse støttegrupper ikke var gearet til at støtte og vejlede.
I aftes viste TV2 historien om 33-årige kræftsyge Therese Bagger, der planlægger sin begravelse og hvordan hun skal nå at leve sit liv, da lægerne ikke kan gøre mere for at hende.
Theresa Bagge er én ud af 25 i verden, der fik konstateret kræft i tårekanalen. Derfor var det svært at finde nogen at tale med om den sjældne kræftform, og hvad den gjorde ved én.
- Man kunne godt føle sig ensom. Kræftens Bekæmpelse og de forskellige støttegrupper vidste ikke helt, hvordan de skulle håndtere det. Det var ikke fordi, de afviste én, men vi kunne mærke, at de ikke var gearet til denne kræftform, og de store fysiske forandringer, fortæller Michael Bagge.
Theresa Bagge fik fjernet øjet og øjenlåget. Hun håbede først, at hun kunne få glasøje, men lægerne måtte fjerne så meget, at det ikke var muligt.
Den lille familie søgte hjælp ved krisecentret i Roskilde, som gav dem værktøjer til at håndtere en hverdag med både kræft og børn.
- Det var et råd, vi fik af nogle venner og ikke af professionelle. De var meget sparsommelige med oplysninger om, hvad man egentlig havde af muligheder, fortæller Michael Bagge, der til gengæld var tilfreds med behandlingen på trods af den sjældne diagnose.
- Vi fik gode behandlingsmuligheder og var hos meget kompetente mennesker. Hospitalet gav en bedre service end forventet, for man følte faktisk, de syntes det var interessant, smiler Michael Bagge.