DEBATINDLÆG
Jeg er lige kommet hjem fra et forældrebestyrelsesmøde i børnehaven.
Jeg havde ét punkt på dagsordenen: Hr. Gok, som blev slagtet i forbindelse med høstugen i børnehaven, studeret, plukket, obduceret og herefter serveret for ungerne. De overværede ikke selve slagtningen, men flere forældre ytrede, at det burde børnene næste gang.
Sådan er det åbenbart i mange børnehaver. De får kyllinger, ser dem vokse op og slagter dem så. Forældrene elsker det. Jeg står meget alene med mit pjokkede standpunkt.
Jeg tager dog mod til mig og går mod tidsånden. Jeg er håbløst industrialiseret, men jeg mener ikke, det er i orden.
Jeg mener, denne her back to nature-tidsånd har taget overhånd, og forældre helt forhippede på at være moderne glemmer at mærke efter, om nu også alle børn finder det fascinerende og spændende, at deres kæledyr har tarme og muskler, hvis man sprætter dem op.
Min datter var knust. Hun havde hilst på den hane hver morgen, og hun var bange for at blive narret til at spise den af de voksne, som hun pludselig havde fået et andet syn på.
Hun ville ikke i børnehaven og have tomatsuppe med Hr. Gok i, sagde hun. Det var den slags suppe, der bedst tegnede det blodige billede, hun havde fået af den pædagogiske tilgang til fødevarer.
Det brød illusionen om, at børnehaven er en tryg lomme i verden, hvor de voksne er gode mod dyr og mennesker.
Jeg var splittet. Ville gerne fremstå som denne her cool hipstermor, der har født i et kar under fuldmånen. Jeg prøvede at sige til hende med stor overbevisning, at sådan er naturen, og det må hun lære.
Men jeg er ikke overbevist. Jeg kan ikke slagte vores kaniner eller kat, og det behøver jeg heldigvis heller ikke. Der er masser af kylling på frost i Føtex.
For der er nuanceforskelle. I min verden slagter man ikke dyr, som man har givet et navn, og som man opfatter som et kæledyr, en ven.
Når man gør det, er man ikke en cool type, så er man en kold skiderik, og det må min datter gerne synes. Faktisk mener jeg, det er hendes moralske kompas, der er korrekt indstillet.
Og så tænker du måske, at jeg er én af de her sarte, berøringsangste forældre, der shitstormede Københavns Zoo efter obduceringen af Marius.
Det gjorde jeg ikke. Jeg var meget enig med Bengt Holst og heppede, da han tonede frem på skærmen og gav de amerikanske pylrerøve klar besked: Det her er ikke Disneyland. Det er naturen.
Forskellen for mig er, at børnene ikke havde set Marius vokse op. De havde ikke knyttet sig til ham.
Desuden vil jeg spagt pointere, at det her heller ikke er landet i 50’erne eller stammesamfund i stenalderen. Mine børn skal heller ikke være jægere eller samlere. De kommer sandsynligvis til at spise ting, de køber i supermarkedet, føde på et hospital og købe mel, der allerede er malet.
Men skal de så ikke lære, hvor maden kommer fra?
Selvfølgelig skal de det.
Men næste gang kunne vi måske overveje at tage ud at pløje en mark, sprede gødning eller hive kartofler op af marken med vores små, kolde fingre…
Nå, for slidsomt? Ikke actionpræget nok?
Enig. Men til gengæld er der lidt for meget følelsesmæssig action i at slagte et dyr, man har knyttet sig til.
