Mette Frederiksens 4.964 venner på Facebook kunne alle fredag morgen læse hendes holdning til folkeskolen.
Det socialdemokratiske folketingsmedlem støtter fortsat folkeskolen, selv om hun har valgt den fra og sendt sin egen datter på privatskole.
I 2005 sagde hun ellers, at man ikke skal sende sine børn i privatskoler.
- Jeg mener fortsat, at folkeskolen skal styrkes ... og privatskoler skal påtage sig et større socialt ansvar ... og at alle børn – også dem med nogle særlige behov – skal have en skole, der kan rumme dem, skrev hun.
- Man vinder ikke et folk med tomrums snik-snak.
Denne bemærkning delte vandene på Facebook. Ikke alle mente, at Mette Frederiksens dobbeltmoral kunne bære sådan en bemærkning.
- Man vinder ikke et folk med tomrums snik-snak, men ved ordholdenhed! Du må have haft mavepine og samvittighedskvaler angående dit private valg. Dobbeltmoral skader ikke kun din, men hele vores partis troværdighed, skriver Claire Kehlet.
Mette Frederiksen havde ikke meget at sige, men undskyldte sagen.
- Hej Claire, jeg er meget ked af, hvis jeg skader partiet med denne sag. Meget ked af det.
Bliver klogere i livets skole
Ikke alle var lige kritiske, og nogle lykønskede hende med at blive klogere med alderen.
Regitze Benthien skrev:
- Ja ja, kære Mette, vi går alle i livets skole og bliver klogere og klogere.
Andre havde travlt med at angribe regeringen og kaldte Mette Frederiksens dobbeltmoral for et nødvendigt valg.
- Kan vi mon blive enige om, at folkeskolen under den siddende regering er blevet udsultet i sådan en grad, at socialdemokrater tvinges til at foretage valg, som går imod vores overbevisning, spørger Lisbet Holst.






















