Mette Goddiksen
Mette Goddiksen Foto: Henning Bagger

»Jeg gondolerer«

Sådan troede jeg, de sagde de her midaldrende landmænd, der lige havde været i bad, mens de rakte mig en lille pose med slik.

Det var jo i 80’erne, hvor børn aldrig fik sådan en kæmpepose – heller ikke når deres far var død. Jeg havde lige været i Venedig med min far sommeren inden, men alligevel fandt jeg det upassende, at folk snakkede om gondoler.

Vingummibananerne svulmede op i saltvandet i min mund, og jeg kunne ikke synke, men jeg tog imod og sagde tak. Ville ikke gøre de voksne kede af, de ikke kunne trøste.

Begravelsen var et uoverskueligt virvar, hvor blanke øjne tavst borede sig ind i min ryg, mens jeg prøvede på at gætte, hvordan de voksne helst ville have, at jeg sørgede. Hverken for lidt eller for meget gråd, fornemmede jeg.

Mette Goddiksen

Jeg måtte ikke virke ligeglad og heller ikke knække sammen i krampende utrøstelighed, velsagtens.

Savnede at kunne hulke ind i en tobaksduftende kedeldragt på en to meter høj værftsarbejder – men det kunne jeg ikke mere. Jeg var helt forladt, men det snakkede vi ikke om.

Mine venner blev instrueret hjemmefra om, at de ikke måtte nævne »det dér med Mettes far«, hvorfor jeg pludselig gik alene rundt, fordi de af frygt for at tale over sig ikke turde være sammen med mig.

Selv Gud var tavs. Han havde ikke været modtagelig over for det klassiske forsøg på forhandling: Hvis min far overlever, så lover jeg at bede fadervor hver aften resten af mit liv.

Mette Goddiksen

Et halvt år efter konstaterede voksne i min nære familie håbefuldt, at jeg nok havde glemt min far og ikke var ked af det der mere…? Det nikkede jeg til og tog ud og ledte efter ham i parcelhuskvarteret, og når jeg fandt ham, så skulle de se løjer. Og jeg husker stadig alting.

For eksempel detaljer om farven på væggen i venteværelset på intensiv, hvor jeg og mine søskende af en flok hvidklædte blev gennet hen under det eneste og sidste besøg hos min far, der så punkteret ud, mens han kiggede på os med uhyggelige medicinøjne.

Jeg turde ikke gå hen til ham – han virkede fremmed. Det har jeg skammet mig over siden.

Der lugtede også underligt af ost på stuen. Sådan lugter penicillin i høje doser åbenbart, fortalte overlægen, som gennemgik journalen med mig for et par år siden.

Jeg vidste nemlig ikke præcis, hvad min far var død af, men det var ikke papegøjesyge, hvilket jeg altid havde fået at vide. Og da det var mig, der havde valgt en forkommen undulat til familiens voliere, der faldt af pinden lige før, min far blev hentet med blå blink, så tog jeg skylden på mig for uagtsomt manddrab.

»Ved I godt, at Mette slog sin far ihjel med en undulat?« som min mand frisk nok valgte at åbne samtalen med til et fint selskab.

Og måske tænker du, at det var noget skrækkeligt noget at sige, men faktisk var det et vendepunkt: For første gang kunne jeg grine af absurditeten i at tro sådan noget, da det blev sagt højt: Tavshedens mur blev søndersmadret lige dér. Det resulterede i en livgivende latter helt nede fra storetåen.

Det blev en velvoksen langemand til døden, det kolde svin med den dårlige timing.

Men hvorfor belemre pæne mennesker med min ubekvemme livstragedie? Jo, jeg vil forsøge at trodse tavshedens tyranni.

For her 33 år efter sidder savnet stadig som et ensomt suk i knoglerne, og når jeg har fået en flaske vin, trænger den sig sommetider på, ikke som blide tårer ned ad kinden, men mere som et langstrakt brøl, der klaustrofobisk nok aldrig helt kan tømme kroppen for sorg.

Følelsen af at være forladt og frygten for at miste er med mig resten af livet.

Jeg har et godt liv i dag: Men med min historie vil jeg opfordre til åbenhed om døden og til, at vi voksne tager mod til os og snakker med børn og andre mennesker om sorg.

Jeg havde været en andet menneske, måske endda en bedre produktionsenhed for samfundet, hvis jeg ikke var blevet mødt med misforstået omsorg og tavshed dengang.

Voksne skal kunne bære, at de er i afmagt, og at det er okay ikke at helt vide, hvad man skal sige. Man skal jo bare sige noget.

SMS

Hitter på Facebook